Demenssprog
– lær at forstå mennesker med demensHvad gør man, når demens påvirker kommunikationen?
Demenssprog sætter fokus på, hvordan vi, der er raske, bliver bedre til at 'oversætte' demenssprog og selv bliver i stand til at 'tale' sproget, så vi kan skabe bedre rammer for mennesker, der har demens.
Mennesker med kognitivt nedsat funktionsniveau er ikke på vej væk – de er her stadig og opfanger meget mere, end mange af os er klar over. Vi er derfor nødt til at blive bedre til at sætte os ind i de ønsker og behov, som mennesker med demens har, men vi mangler ofte de rette redskaber til dette.
I Demenssprog får vi både råd og værktøjer til, hvordan vi kan sætte os bedre ind i mennesker, der har demens. Bogen tager udgangspunkt i modellen 'isbjerget' for at forklare den adfærd, som mennesker med demens viser os. Over vandet er den adfærd, vi kan se med det blotte øje, men under vandet er de følelser og psykologiske behov, der ikke opfyldes.
I en række interviews med mennesker med en demenssygdom, medarbejdere i ældreplejen og pårørende gives der i bogen eksempler på de mange udfordringer, paradokser og dilemmaer, som alle implicerede til dagligt står med.
Demenssprog henvender sig til alt plejepersonale i hjemmeplejen og på plejecentre samt pårørende for og mennesker med demens.
Lydbog indlæst af Anne Kjær
Anneke Dapper-Skaaning (1972) er uddannet psykolog (1994) fra Nederlandene. Hun er specialiseret i demens, ældreområdet, psykisk arbejdsmiljø for omsorgspersonalet og pårørendesamarbejde. Anneke Dapper-Skaaning har siden 2016 haft sit eget firma, Demenspsykolog. Ydelserne i firmaet består af oplæg, undervisningsforløb, supervision, podcasts og webinarer.Dorthe Boss Kyhn, uddannet journalist, har i en årrække arbejdet på blandt andet TV2 Lorry, TV2 Øst og DR. Var i 14 år sundheds- og videnskabsformidler på Lægens Bord, Diagnose Søges, Viden Om, DR.DK m.fl. Har i de senere år arbejdet primært for Ældre Sagen. I 2018 fik hendes mor Alzheimers sygdom, som Dorthe Boss Kyhn sammen med sin datter Ida har beskrevet i bogen Momse med Demens.
»At læse Demenssprog er at blive klogere både på mennesker med demens, på pårørendes afmagtsfølelser, på mennesker, der arbejder professionelt med patienterne og i den forbindelse nok for mange også på egne begrænsninger i forståelse af, hvad disse så sårbare og udsatte mennesker fortsat kan, slet ikke kan og har behov for. Demenssprog er således en vigtig og nødvendig bog, som kaster et nyt og anderledes lys på mennesker med demens og derved giver både de syge og deres omgivelser muligheder for nye og bedre måde at være sammen på.«
Maria Cuculiza, PatientAkademiet, 20. september 2023
5 stjerner - ★★★★★
Go’ morgen Danmark, 21. september 2023
»Den er en guldgrube af præcise og letforståelige beskrivelser af forskellige adfærdsformer, ledsaget af følelsesmæssige forklaringer på årsager til adfærden. […] Vi anbefaler varmt denne bog og sender en stor tak til forfatterne og bidragyderne for deres betydningsfulde indsats. 🙌📚 Hvis ikke du ejer den endnu, så skynd dig at købe den, eller ønsk dig den i julegave.«
Eden Denmark, 18. november 2023
»Det kræver grundig faglig og alligevel populær oplysning om, hvordan man med indlevelse kan forstå, og skabe relation til personen, der ikke mere kan huske. Det gør bogen fremragende gennem beskrivelsen af praktiske situationer og eksempler, suppleret med faglige kommentarer, hvor etikken i det svære menneskelige samvær ikke mister fokus. [...] Ud over at lære meget mere om det vigtige i vedholdende at forstå hver enkel person med demens er erkendelsen også, at vi samfundsmæssigt står med en stor opgave. Bogen anbefales på det kraftigste til alle, der ønsker at vide mere om demens.«
Poul Hansen, forhenværende underviser og konsulent, 73 år
»Det var dog en dejlig bog! Letlæst og med et tydeligt budskab, som kommer gennem mange vinkler og eksempler og forklares, så det kan bruges både fagligt og personligt [...] Gennem mange år og med vekslende nærhed har jeg arbejdet med mennesker med demens, og jeg synes, denne bog bygger ud over og oven på den eksisterende litteratur. [...] Det er godt formidlet, og bogen får min varmeste anbefaling.«
Hanne Korsholm, pædagog og arbejder i det special- og socialpædagogiske område
Antal sider: 178
ISBN: 9788772167145
Udgave, år: 1, 2023
Oplag, år: 2, 2023
Udgivelse: 21-09-2023
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 20308