Nyere danske scenografer
– portrætter, samtaler og historiske linjer fra 1930 til i dagSe, se, se! Denne bog handler om at se teater og at se den scenografi, der er bygget op om hver enkel forestilling. For mange danske scenografer har et niveau, som fortjener at blive bemærket. Bogen sætter scenograferne i centrum og markerer deres væsentlige rolle i teatret.
Uden kulisser og scenografi, intet teater! Et skuespil, en ballet eller en opera uden scenografi mangler noget. Publikum vil gå fra forestillingen med en tom og sulten fornemmelse.
Bogen portrætterer og præsenterer nyere danske scenografer fra 1930'erne til i dag og deres betydning for dansk og international teater og scenekunst. Kulturjournalist Ulla Strømberg genfinder i bogen her den respekt og anseelse, som de danske scenografer og deres scenografi vitterlig fortjener.
Scenograferne kommer selv til orde, og de fortæller om deres metier, om deres overvejelser og deres personlige udvikling i faget og kunsten. Bogen præsenterer dermed et udvalg af de seneste 80 års bedste udøvere inden for feltet – tilbage fra Svend Johansen og Kjeld Abell til seneste skud på stammen: Julian Juhlin. Også en række danske billedkunstnere, som har været på visit i teatret, beskrives, bl.a. Richard Mortensen, Per Kirkeby, Michael Kvium og John Kørner.
Bogen trækker også historiske linjer fra antikken over Holbergs samtid og frem til i dag. Aldrig har så mange scenografers skitser og færdige resultater været samlet i én bog.
Det er en historiebog og et inspirationskatalog samlet i en storslået portrætbog. Det er en bog for alle, der elsker teater – uanset om de arbejder med faget eller nyder det fra tilskuerrækkerne.
»Ulla Strømberg har skabt et mageløst værk […] Samtidig står det klart, at dansk teater også skylder Ulla Strømberg en stor tak for denne enorme arbejdsindsats. NYERE DANSKE SCENOGRAFER fremstår nemlig som et uundværligt pragtværk, som alle teaterelskere fortjener at blive forkælet med«.
Cphculture.dk
6 stjerner - ★★★★★★
»Det vældige værk på over 400 sider blomstrer af fremragende illustrationer. Der er nedlagt et stort arbejde i at finde dem. Fotos og stregtegninger. De giver for teatergængere en glimrende mulighed for at genopfriske oplevelser. [...] Bogen er fint redigeret og gennemarbejdet«.
Gregers Dirckinck-Holmfeld, gregersdh.dk
5 stjerner - ★★★★★
»[...] et oplagt opslagsværk til teaterinteresserede – uanset om man er på scenen, bag scenen eller man bare er tilskuer. Bogen er på lidt over 400 sider og rummer mange interessante fortællinger og illustrationer. Og kan kun anbefales for den læser der vil vide lidt mere om teatret. Der ligger et stort arbejde bag bogen og Ulla Strømberg fortjener stor ros for sin indsats«.
Out&About
5 stjerner - ★★★★★
»For mig som hidtil stort set uvidende om fagets udøvere er bogen et interessant kig ind i en overset og undervurderet del af teatrets verden. Bogen gør vel krav på at være et hovedværk i dansk teaterhistorie«.
Jacob Hornemann, cand.mag. historiker
»[...] et illustrativt overflødighedshorn, som vidner om et vældigt research- og indsamlingsarbejde. [...] Det er en storslået bladre- og fordybelsesbog og et spændende dyk ind i den scenografiske arbejdsplads, som i sig selv har udviklet sig i en tid, hvor digitalisering, teknik, nye materialer, scenekrav og scenografernes egne arbejdsmetoder giver nye muligheder og udfordringer«.
Teateravisen.dk
»[...] en spændende opdagelsesrejse ind dansk teaterhistorie, når det gælder scenografi i de sidste godt og vel 100 år«.
Fyraften.nu
»Det scenografiske værks udvikling er glimrende beskrevet som en rejse fra teatermaleri og dekorationsarbejde til nutidens performativitet. Uden at det første udelukker det sidste – eller omvendt. Scenografiens sprog rummer mange nuancer og facetter, og det dokumenterer Ulla Strømbergs store værk tydeligt«.
Alf Gørup Theilgaard, lektor i dansk og billedkunst
»Det er et super imponerende stykke researcharbejde, forfatteren har foretaget. Og virkelig vigtigt at fremhæve netop denne del af dansk teater, som er så rig på kunsthistorie, men som åbenbart bliver mere og mere underkendt i dag. […] Jeg er ikke færdig med at dykke ned i bogen endnu. Den ligger på mit sofabord, og der får den lov til at blive. Den er stor og lækker og har masser af substans og inspiration.
Spændende, spændende læsning«.
Mette Reinhardt Jakobsen, journalist og kommunikationsrådgiver
»Den her bog er fantastisk lækker på alle måder. Det er en historiebog og et inspirationskatalog samlet i en storslået portrætbog med fine og talrige illustrationer. Med denne udgivelse beriger Ulla Strømberg dramatikundervisningen ved at give et savnet og nødvendigt indblik i scenografernes og scenografiens markante betydning for teatrets fortællinger«.
Gymnasieskolen
5 stjerner - ★★★★★
»Ulla Strømbergs overlegne og sympatiske kæmpeværk om den danske scenografi i moderne tid. [...] også indholdet gør den velegnet at have liggende fremme til skue og bladring for gæster. Ingen vil med den på bordet beklage sig over, at værten eller værtinden er lidt længe om at få lammekøllen trancheret i køkkenet. De vil næppe ænse, når den bliver serveret. Så indtagende et værk er der tale om«.
Politiken
5 stjerner - ★★★★★
Antal sider: 408
ISBN: 9788771187847
Udgave, år: 1, 2017
Oplag, år: 1, 2017
Udgivelse: 30-05-2017
Indbinding: Indbundet
Best.nr.: 11570