Ledige stillinger
Vil du være vores nye praktikant? (hvert halve år)
Frydenlund, Frydenlund Academic, Alhambra og Kriminalforlaget søger universitetspraktikant hver halve år.
I foråret 2025 søger vi to universitetspraktikanter.
Vi søger en-to universitetspraktikant(er) (i et projektorienteret forløb) hver halve år. Perioden er enten januar-juni eller august-januar. Stillingen er på 20 timer pr. uge. Ansøgningsfrist er hhv. 2. juni og 6. januar. Vi holder dog samtaler løbende for det kommende halvår, så send din ansøgning nu – se mere om hvordan nedenfor.
OBS! Vi er desværre ikke interesseret i virksomhedspraktikanter, da fire-otte ugers praktik er for kort tid til, at vi kan sætte en praktikant ordentlig ind i opgaverne.
Du bliver del af:
- Et forlagshus fordelt på fire forlag med i alt 19 medarbejdere.
- Et arbejdsmiljø, hvor vi er glade for at gå på arbejde, hjælper hinanden i trængte situationer og sparrer på kryds og tværs.
- En arbejdsplads, hvor vi af og til tager en eftermiddagsøl, spiser frokost sammen hver dag og morgenmad sammen en gang om måneden. Og hvor vi holder en årlig julefrokost og sommerudflugt.
Du får:
- Introduktion til forlagsarbejdet fra idéudvikling, redaktion og produktion til presse og salg.
- Mulighed for at deltage i både interne og eksterne møder.
- Branchekendskab.
- Mulighed for at bruge din viden og kompetencer i praksis.
Praktikstilling: Fokus på redaktionelle og kommunikative opgaver
Du brænder for skriftlige medier, for kreativ skrivning, for retskrivning og tekstnørderi. Som praktikant vil du dels arbejde med assisterende redaktionsopgaver, såsom:
- research ifm. idéudvikling og kommende udgivelser.
- Hjælp med div. salg- og marketingarbejde.
- Faktatjek og korrekturlæsning af noteapparater og referencer.
- Billedresearch og -redaktion
- Produktion og kvalitetssikring af iBøger.
- Tekstvask og førsteredaktion af manuskripter.
Du vil også få mulighed for at prøve kræfter med idéudvikling, tekstforfatning og visuelt materiale til vores SoMe-kanaler samt udarbejdelse af pressemeddelelser og nyhedsbreve.
Hertil kommer hjælp med administrative ad hoc-opgaver i en travl hverdag. Ligesom vi forventer, at du giver en hjælpende hånd ved interne møder, receptioner og messer. Det gælder bl.a. messerne Bogforum (i efteråret) og Historiske Dage (i foråret).
Du vil primært arbejde med titler på fagbogsforlagene Frydenlund og Frydenlund Academic og kun undtagelsesvis med udgivelser fra true crime-forlaget Kriminalforlaget og fra det skønlitterære forlag Alhambra.
Du er:
- Universitetsstuderende og kan tage et projektorienteret forløb som del af din uddannelse.
- En haj til dansk retskrivning og korrekturlæsning.
- Glad, hvis nogen kalder dig for ’detaljerytter’ – men har også respekt for deadlines.
- Mindst lige så interesseret i faglitteratur som i skønlitteratur.
- Ikke bleg for at løse trivielle opgaver – både vedr. redaktionsarbejde, administrative opgaver og arbejdspladsens generelle drift.
Send en ansøgning + cv til Amanda Nielsen på amanda@frydenlund.dk. Vi glæder os til at høre fra dig.