Om forlaget
Forlag i 40 år
Frydenlund er stiftet af Henning Lund i 1984. Forlagets tre første bøger var ungdomsromanen Andre muligheder af Eiler Jensen, børnebogen Gid det snart bli'r forår af Patricia Bergholt Larsen og Håndbog i bistandshjælp – kontanthjælp af Erik Jappe. Sidstnævnte blev som årbog en af forlagets store succeser gennem mange år og udkom sidste gang på Frydenlund i 2014 som Kontanthjælpshåndbogen.
Op gennem 1980'erne var Frydenlund et enkeltmandsforlag, som Henning Lund arbejdede på aftener og weekender uden for det normale lønjob. Forlaget udgav dengang både skøn- og faglitteratur. I 1990 sagde Henning sit daværende job op og gjorde Frydenlund til sin heltidsbeskæftigelse. Samtidig blev Frydenlund gjort til et rent faglitterært forlag.
Medarbejderstaben er blevet både udvidet og mindsket gennem årene alt efter 'konjunkturerne', men de seneste ca. 20 år har vi ligget stabilt på et medarbejderantal på mellem 15 og 20 personer. Blandt de faste medarbejdere er Hennings datter, Vibe Skytte. Hun begyndte i 1990'erne som pakkepige, fortsatte som studentermedhjælp og har siden 2008 været fuldtidsansat.
Frydenlund har dermed en lang tradition som familiedrevet forlag. I 2022 dannede Henning Lund Fonden Frydenlund, der i dag ejer aktieselskabet Forlaget Frydenlund med tilhørende imprints (datterselskaber). Fonden blev etableret for at sikre forlaget et stabilt ejerskab og udviklingsgrundlag i fremtiden. Et mål for fonden er også, at forlaget genererer et stort nok overskud til, at det kan uddeles til almennyttige formål. Du kan læse mere om fonden her.
Forlaget har haft til huse på mange forskellige adresser i hovedstaden. Vi begyndte i Skt. Peders Stræde i hjertet af København, flyttede herefter til Meinungsgade på Nørrebro og siden til Vesterbrogade. I 1994 endte vi i Hyskenstræde, en sidegade til Strøget, hvor vi boede i 17 år. Det var i Hyskenstræde, at forlaget fik vokseværk, og som årene gik, blev pladsen for trang. I januar 2011 flyttede vi til vores nuværende hus på Alhambravej 6 på Frederiksberg.
På Frydenlund regner vi os blandt gruppen af mellemstore forlag. Vi udgiver årligt 60-70 nye titler plus et ikke ubetydeligt antal genoptryk (nye udgaver og nye oplag af eksisterende bøger). Vi er i dag 19 ansatte + diverse freelancere.
Vores forfattere er glade for den størrelse, forlaget har: Vi er store nok til at være en markant spiller i branchen, men stadig små nok til, at forfatterne ved, hvem de skal henvende sig til blandt både redaktører og marketingmedarbejdere.
Vi føler os værdsat i branchen, og frem for alt er vi i stand til at tiltrække en stadig større gruppe af forfattere, der har lyst til at udkomme på et mellemstort, professionelt forlag, som er karakteriseret ved en god stemning, et målrettet arbejde og engagerede medarbejdere, som sætter forfatterens ve og vel i det absolutte højsæde. Vi plejer snusfornuftigt at sige: Uden forfattere, intet forlag. Læs mere her om, hvad du som forfatter kan forvente af samarbejdet med Frydenlund.
Udgivelsesprofil og værdigrundlag
I 1990'erne og 2000'erne var vores største udgivelsesområder psykologi, pædagogik, arbejdsliv og professionel kommunikation til både studerende og færdiguddannede. Disse områder ligger stadig vores hjerte nært, men op gennem 2010'erne har andre udgivelsesområder fået mere plads. Det drejer sig bl.a. om rejseguides (bl.a. vores populære serie '111 steder som du skal se'), historie til den alment interesserede læser, lærebøger til ungdomsuddannelserne (her er vi især stærke indenfor fagene matematik og historie), bøger til og om børn med særlige behov som ADHD og autisme og større illustrerede værker om kunst, historie eller teater. Vi udgiver fagbøger inden for næsten alle genrer, og vi er altid interesseret i at høre fra dig, hvis du har en bogide.
Vi lægger vægt på at være et grøn-rødt, pluralistisk og rummeligt forlag, der har plads til stemmer og holdninger fra alle sider af det politiske og forskningsmæssige spektrum – så længe det er inden for ytringsfrihedens grænser, og så længe vores forfattere har belæg for de argumenter og forskningsresultater, de bringer til torvs.
Frydenlund bliver mor: Tre datterforlag kommer til verden
I 2010'erne fik Frydenlund 'børn' i form af tre datterforlag: Frydenlund Academic, Alhambra og Kriminalforlaget.
Med Frydenlund Academic har vi mulighed for at udgive forskningslitteratur af danske forskere fra både universiteter og private forskningscentre og -institutioner. Alle Academics udgivelser er fagfællebedømte, og forlaget er anerkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet (Forskningsstyrelsen) som videnskabeligt forlag. Vi udgiver tre-fire Academic-titler hvert år.
Alhambra etablerede vi i 2016, da vi efter 25 års pause ønskede at udgive skønlitteratur igen, men under et nyt navn. Alhambra udgiver både danskskrevne og oversatte romaner. Alhambra udgiver ca. otte titler om året. Læs mere om Alhambra her.
Kriminalforlaget begyndte som Nyt DPIF i et samarbejde med Dansk Politiidræts Forening. I 2018 valgte vi at køre forlaget videre alene under det nye navn, og her udgiver vi true crime-bøger om politiets efterforskninger, uopklarede forbrydelser, svindelsager og meget mere. Kriminalforlaget udgiver på nuværende tidspunkt seks titler om året.
Det skal være sjovt at udgive bøger – og vi skal være stolte af dem
Vores mantra er, at det skal være sjovt at udgive bøger. Det vil sige, at vi lægger vægt på et godt og konstruktivt samarbejde med vores forfattere, trykkerier, ekspedition, boghandlere og selvfølgelig ikke mindst læsere.
Det skal være sjovt at udvikle og redigere manuskripterne, at layoute dem og at sælge dem. Og da det trods alt ikke kan være lige sjovt hver gang – bogudgivelse og -produktion kan også være hårdt arbejde fra tid til anden – er det vigtigt, at vi også udgiver bøger, vi kan være stolte af.
Ordet stolt kan her dække over mange ting: Vi bliver f.eks. stolte, når vi i samarbejde med forfatteren laver en bestseller, en ny krimiserie eller en flot forside. Vi bliver også stolte, når vi udgiver bøger om underbelyste, politisk vigtige og debatskabende emner, og vi bliver stolte, når vi laver smukke coffee table-bøger om kunst, gækkebreve og kongehuset.
Vi tror på bogen – og kan ikke undvære den
Vi arbejder med bøger, fordi vi holder af bøger. Ja, vi ligefrem elsker dem. Vi tror på bogen som formidlende kraft. Det er vigtigt, at de bøger, vi udgiver – det være sig fag- eller skønlitteratur – formidler viden, skaber debat, maner til fordybelse og er underholdende.
Vi tror ikke på dommedagsprofetierne om, at bogen er et forældet medie. Ja, platformene for bogen er til en vis grad skiftet fra den fysiske bog til det digitale, men skrivning og udgivelse i fysisk form har eksisteret i årtusinder. På sten, på klippe, på ler, på pergament, på papir og som trykt bog. Og vi er overbeviste om, at noget, der er så langtidsholdbart, stadig har fremtiden foran sig.