Landskabsmaleren Harald Jerichau sætter endelig Harald Jerichau på dagsordenen. Med et omfattende kildemateriale, der ikke tidligere har tiltrukket sig kunsthistorisk opmærksomhed, især Harald Jerichaus egne breve, udfoldes hans liv, og det gøres klart, hvorfor han har gjort sig fortjent til at blive genopdaget. Det er en skæbnefortælling om kunstnerisk ambition, kærlighed og sorg.

I 1868 forlod han Danmark som kun 17-årig for at uddanne sig inden for den franske landskabstradition, og han vendte aldrig tilbage for at arbejde. Han lod sig i stedet inspirere i Italien, Grækenland og Tyrkiet, og hans kosmopolitiske tilgang mindede dermed om hans mors. Han søgte ud over Danmarks grænser og gik på den måde imod strømmen i hjemlandet, hvilket i sidste ende ikke kun påvirkede hans karriereforløb og kunstneriske produktion, men også hans eftermæle.

I bogen bliver vi introduceret til Harald Jerichau, fra da han var helt ung og hen over hans kunstneriske karriere, mens vi får et personligt indblik i hans personlige forhold, både til familien, til hans bedste ven og fortrolige, Pietro Krohn, og også hans store kærlighed, Marie Kutzner.