Fred og gaver
– fredstraktaten med Tunis 1751 og gaverne til kong Frederik 5.UDKOMMER 20. OKTOBER
Danmark betalte sig til fred med Tunis, og Frederik 5. fik strudse, tigere, kameler, guld og sølv som tak. Læs om hvordan og hvorfor i Fred og Gaver. En bog til alle med interesse for dansk historie og enevælden.
På Rosenborg Slot står ti opsatser i elfenben. Hver af dem er bygget op om et ægte strudseæg. Æggene er lagt af fire kongelige strudse tilbage i 1750’erne. Strudsene var en del af en stor mængde gaver fra beyen af Tunis. Udover strudsene bestod gaven af otte kameler og to tigre, et jagtsværd af guld, en guld- og sølvbroderet sadel og meget, meget mere. Disse gaver er for en stor dels vedkommende bevaret til vore dage, hvilket er helt enestående, og de kan i dag ses på Rosenborg Slot og Nationalmuseet i København.
Kongen modtog denne gaveregn for at fejre indgåelsen af en freds- og venskabstraktat mellem Kongeriget Danmark-Norge og staten Tunis i 1751. En lignende traktat var allerede indgået eller på vej med andre nordafrikanske stater. Reelt var der tale om, at Danmark-Norge betalte beskyttelsespenge til de nordafrikanske stater, for at danske handelsskibe kunne sejle i fred for kaperangreb. Det var en win-win-situation for de to lande: De danske handelsskibe kunne sejle uhindret i Middelhavet uden frygt for kapring. Beyen af Tunis fik til gengæld en stor sum penge, ammunition samt tømmer, sejl og andet materiale til skibsbygning.
I Fred og Gaver fortæller Niels Arthur Andersen detaljeret om baggrunden for traktaten, forhandlingerne med Tunis, gaverne og deres skæbne i de danske samlinger. Fred og Gaver er den første samlede beskrivelse af emnet. Bogen udgør dermed et nyt og vigtigt bidrag til både dansk udenrigspolitisk historie og kunsthistorie.
Niels Arthur Andersen er forhv. advokat. Han udgav i 2014 bogen Gold and Coral – Presentation Arms from Algiers and Tunis.
Antal sider: 256
ISBN: 9788776234294
Udgave, år: 1, 2026
Oplag, år: 1, 2026
Udgivelse: 20-10-2026
Indbinding: Indbundet
Best.nr.: 22161
