Jens Tang Kristensen
Foredrag
Den forkælede, forhadte og forbudte Franciska Clausen
Foredraget tager afsæt i billedkunstneren Franciska Clausens kunstneriske storhed og fald. Fra at have opnået stor succes som ung kunstner i udlandet, blev hun efter hjemkomsten til Danmark i 1932 modtaget anderledes køligt. I 1920’erne havde Franciska ellers været elev af flere i dag verdenskendte kunstnere som ekspressionisten Hans Hoffman, konstruktivisten Lázlo Mohoy-Nafgy, kubisten Alexander Archipenko og postkubisten Fernand Léger, med hvem hun indledte et forhold til. I foredragets skal vi følge Franciskas liv og kunst, og se på hvorfor hun måtte opgive sin løbebane som kvindelig avantgardistisk pioner i Danmark, og hvordan og hvorfor billedet af hende først vendte i løbet af 1960’erne, så hun i dag betragtes som enestående ener i dansk kunst, med fortsat kulmination.
Den stigende interesse for Franciska Clausens kunst, som opstod i efterkrigstiden, rykker ikke ved hendes tilsyneladende tiltagende forbitrelse over ikke at være blevet tilgodeset i mellemkrigstidens danske avantgardemiljø. At det er rimeligt at betragte kunstneren Franciska Clausen som udeladt fra kredsen af abstrakte kunstnere i 1930’ernes Danmark kan underbygges med kunstneren Ejler Billes efterrationaliserede udsagn om, at:
”Min egen [Ejler Billes] opfattelse af Franciska Clausens kunst, og vel ogsaa mine kammeraters, var den, at hun faldt uden for det, som interesserede os. Hun laa ind til Leger. Men selv om vi respekterede Leger, laa der ikke i hans kunst et nyt incitament for os. […] Man kunne naturligvis have draget Franciska Clausen frem som foregangsmand – eller kvinde. Men ærligt talt, vi syntes Leger havde gjort det samme bedre. Ja, at det viste en begavet elevs arbejde, men dog intet som vi opfattede som virkelig selvoplevet.”
Hvad Bille gør opmærksom på her, er at Clausen først og fremmest blev opfattet som en dygtig håndværker eller kopist. Hun blev med andre ord i sin levetid reduceret til et produkt af de internationale kunstnere og læremestre såsom Fernand Léger og Lazlo Moholy-Nagy, som hun i en dansk kontekst stod i evig gæld til. Herved blev hendes kunst låst i et jerngreb som uoriginal og på afstand af de toneangivende tendenser. Dette selvom hun faktuelt var en pioner indenfor udviklingen af den konstruktive og abstrakt-geometriske kunst – i hvert fald i en dansk kontekst.
Skrot, skrald og skrammel – Heerup og den organiske skulptur
Foredraget vil med udgangspunkt i Henry Heerups kunstneriske praksis vise, hvordan kunstneren på mangfoldige måder indskriver sig i en særlig avantgarde-position, der både har rødder i dadaismen og surrealismen. Med udgangspunkt i skraldemodellerne skal vi sammen se nærmere på, hvordan en hel række af de værker, som han udførte i havehusmiljøerne er i dialog med forskellige avantgarde-positioner både nationalt og internationalt. I foredraget vil der således blive inddraget værker af Kurt Schwitters, Jean Arp, Arthur Köpcke og Albert Mertz, alle kunstnere som Heerup kan siges at være i dialog med, selvom han (desværre) ofte associeres med sammenslutninger som Decembristerne, Helhesten og Cobra.
Spontan abstrakt eller konkret – et foredrag om CoBrA og Linien II's fejde og fløjkrig i dansk kunst
Foredraget vil vise, hvordan debatten for og imod konkretistisk kunst udmøntede sig i en kulturpolitisk fløjkrig mellem de to kunstnergrupper Linien II og CoBrA.
Linien II var dannet allerede i 1947, og på et møde afholdt den 15. april besluttede man at afvikle den første udstilling som en dadaistisk forestilling i DSB kino som lå på Hovedbanegården i København. Ideen blev imidlertid ikke realiseret, ligesom man var nødt til at forkaste ideen om at afvikle den første udstilling i et cirkustelt på Kongens Nytorv, et udstillingskoncept der giver associationer til den udstilling, som Helhesten fik afholdt under krigen på Bellevue Strand.
Linien II's debutudstilling blev derimod arrangeret i Galleri Tokanten i september måned samme år. Den første udstilling var nærmest dadaistisk, men allerede året efter havde man på opfordring fra blandt andre Richard Mortensen ændret kurs til et nonfigurativt konkret formsprog.
I 1948 stiftede flere af de kunstnere, som vi i dag forbinder med Helhesten og Høst, heriblandt Else Alfelt, Asger Jorn, Egill Jacobsen og Carl-Henning Pedersen, den internationale kunstnergruppe CoBrA, hvis program stod i skærende kontrast til den konkrete kunst, som Linien II lancerede på deres anden udstilling samme år.
I den danske fraktion af CoBrA fokuserede man i modsætning til Linien II på den spontan-abstrakte kunst, der havde stærke rødder i surrealismen.
At der blev tale om to afgørende forskellige spor i dansk kunsthistorieskrivning fremgår af en fælles katalogtekst til Linien II's udstilling i 1948. Her, havde medlemmerne Albert Mertz, Ib Geertsen, Richard Winther m.fl. skrevet under på, at de forkastede den figurative kunst med base i CoBrA, som de opfattede som både borgerlig, romantisk og reaktionær: »Den danske abstrakte kunst er ved at dø ud i følelsessavlende maskeret impressionisme, der famler rundt i sin spontanitets uoverskuelige vildnis. Vores udstilling er nødvendig for at tilintetgøre denne fejltagelse.«
Om mig
Jens Tang Kristensen er ph.d. i kunsthistorie og museumsinspektør ved Museum Sønderjylland. Han forsker primært i dansk kunst og kultur, avantgarde og subkulturelle bevægelser, og han har publiceret mere end 100 bøger og artikler om disse emner. I øjeblikket arbejder han på at få Franciska Clausens breve og postkort offentliggjort som del af Ny Carlsbergfondets digitaliseringsindsats, KTDK.
Bøger på Frydenlund