Kildetekst 11

Ikonen i ortodoks trosliv

Om Hilarion, se indledningen til kildetekst 6.

Gud er ifølge sin natur ånd (Johannesevangeliet 4,24), og Han er usynlig. Alligevel er den afgørende begivenhed i frelseshistorien Guds inkarnation i mennesket Jesus, Guds komme til verden i kødet. I menneskeliggørelsen er ”ordet blevet kød” (Johannesevangeliet 1,14), og i Gudsønnen Jesu Kristi ansigt kan mennesket se Guds hemmelighedsfulde og usynlige ansigt.

Netop inkarnationen er fundamentet for den teori og den praksis, der ligger til grund for opfattelsen og brugen af ikoner. Man kan ikke se den usynlige Gud, men man kan afbillede Jesus og begivenheder i hans liv. Ligeledes kan ikoner afbillede Gudsmoder, helgener, frelseshistoriske begivenheder og kirkens historie.

Ikonerne tilbedes ikke, de æres. I Den ortodokse Kirke vises ikonerne en særlig ære […] som intet har med billedtilbedelse at gøre. I deres svar på billedstormernes¹ angreb understreger kirkefædrene forskellen på tilbedelse/dyrkelse, som alene tilkommer Gud, og så æresbevisninger, som gives til Gudsmoder og helgener. I Kirkens afstandtagen til billedstormerne¹ lykkedes det Kirken teologisk at gennemtænke og argumentere for brugen af ikoner.

Fra Metropolit Hilarion: Katechismus. Kleine Wegbegleitung im orthodoxen Glaube. Aschendorff Verlag. 2019. Uddrag (s. 139-149) oversat fra tysk af forfatteren til religionsdelen i bogen Flere sider af Rusland, Frydenlund 2020.

---

1 I 700-tallet opstod en heftig strid og kamp om brugen af ikoner, den såkaldte ikonoklasme, hvor meget kirkekunst i form af ikoner blev ødelagt. Nogle mente, at det gammeltestamentlige billedforbud (2. Mosebog 20,4) forbød ikoner. Striden endte på et stort kirkemøde i Nikæa (Lilleasien) i 787, hvor ikoner blev tilladt. Hilarions argumenter for brugen af ikoner ligger helt på linje med kirkemødets bestemmelser.