Populismens klassekamp
– om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgereTag populismen seriøst! Det er budskabet i denne bog, der især er skrevet til venstrefløjens politikere, vælgere og debattører. Forfatteren giver nogle bud på, hvordan venstrefløjen kan vinde arbejderklassens vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti, og han ser på, hvordan fordommene om den typiske DF-vælger kan manes i jorden.
Dansk Folkeparti har ‘stjålet’ venstrefløjens traditionelle vælgere med sin populistiske tilgang til de emner, som interesserer arbejderne. Venstrefløjen udgøres til gengæld i højere og højere grad af højtstående akademikere, der ikke taler samme sprog som arbejderne.
Cand.soc. Kristian Thorup ser i Populismens klassekamp på, hvad venstrefløjen kan gøre for igen at appellere til arbejderklassen.
Det handler bl.a. om, at venstrefløjen skal indse, at der er stærke interesser for arbejderklassen forbundet med udlændingepolitikken. Dansk Folkeparti drager fordel af, at globaliserings- og indvandrerdebatten i høj grad handler om frygten for at miste sit arbejde og ikke nødvendigvis om racisme. Det synspunkt mangler partier som Enhedslisten og SF stadig at tage til sig.
Dernæst skal venstrefløjen holde op med at stigmatisere populismen. Populisme er et fy-ord, som en seriøs politiker ikke vil beskæftige sig med. Men hvis man nægter at forstå populismen som bevægelse og ideologi og dermed at tage den alvorligt, har man tabt på forhånd.
Forfatteren har samtidig interviewet en række vælgere om, hvorfor de har valgt at stemme på Dansk Folkeparti og om den stigmatisering, de i dagligdagen mærker fra deres omgivelser, fordi de støtter partiet.
Populismens klassekamp henvender sig til alle med interesse for politik – fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj.
»Der er skrevet mange analyser om arbejdervælgere, der svigter venstrefløjen til fordel for Dansk Folkeparti – men de færreste er lige så interessante og begavede som kun 28-årige Kristian Thorups nye bog ’Populismens klassekamp’«.
Politiken
4 stjerner - ★★★★
»[…] bogen vil med sit forstående og afbalancerede udgangspunkt med fordel kunne læses uanset politisk ståsted og måske være et godt eksempel til efterfølgelse i disse usikre tider«.
Bibliotekernes lektørudtalelse
»[…] bogen lykkes i høj grad med at undersøge, hvad der rør sig hos Dansk Folkepartis tilhængere«.
Atlas
»Thorups bog er, som jeg læser den, et væsentligt bidrag til en diskussion, som ellers står i stampe«.
Morten Thing i Social Kritik
»Bogen kan anbefales til de, som skal bruge den professionelt, men også som en analyse over, hvad der kan få folk til at søge mod fløjene inden for politik«.
Karsten Kjeldsen, faglig konsulent/teamkoordinator
Antal sider: 176
ISBN: 9788772160740
Udgave, år: 1, 2018
Oplag, år: 1, 2018
Udgivelse: 25-10-2018
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 12026