Hvad ingen så
– et anbragt barn fortællerHvad ingen så fortæller om Gittes opvækst i 1960'erne og 1970'erne, som er et barskt indblik i et barns udvikling, når de voksne fejler. Det er en historie om omsorgssvigt, anbringelser og et barn, der bliver tabt af både sine forældre og systemet.
Gitte bliver som treårig anbragt for første gang efter, at hendes forældre selv kontaktede myndighederne, da de ikke magtede hende og hendes fire søskende. Dette blev starten på, at hun kastes frem og tilbage mellem sine alkoholiserede forældre og anbringelser i plejefamilier og institutioner.
De voksne og jævnaldrende, som skaber tryghed i hendes liv, forsvinder lige så hurtigt, som de kom ind i det. I stedet efterlades hun med voksne, hvis behandling af hende sætter spor, som selv den dag i dag sidder dybt i hende.
Bogen er et indspark i debatten om, hvordan vi skaber bedre betingelser for anbragte såvel som udsatte børn – men den er først og fremmest Gittes egen historie.
Hvad ingen så henvender sig til socialrådgivere, psykologer og andet fagpersonale, der arbejder med børn, samt pårørende til udsatte børn. Personer, der selv har været berørt af anbringelse og svigt, kan også læse Gittes fortælling og opleve, at de ikke er alene.
Lydbog indlæst af Mia Stabel
Kirsten Trans er cand.scient.soc., socialrådgiver og har flere psykoterapeutiske efteruddannelser.Hun har arbejdet i Kriminalforsorgen, som behandler i psykiatrien, som faglig chef i Blå Kors Danmark samt som privatpraktiserende psykoterapeut. I dag arbejder hun i konsulenthuset MentalTouch, som hun er medstifter af.
»Jeg startede på bogen og kunne næsten ikke lægge den igen, men måtte også lægge den, for der er meget i den, som skal 'fordøjes' undervejs. Den er godt skrevet – den er meget rørende – det er ikke en historie, det er et vigtigt liv!
En bog med et budskab, som nu kan komme længere ud, deles og røre flere og forhåbentlig også være med til, at der kan gøres mere og langt bedre ting for anbragte børn.
Afrunding af bogen er helt fantastisk. Det er godt for læseren at få den opsummering om det, der ikke blev gjort fra myndighederne, og det seje træk Gitte selv har gjort. Det er en god, saglig måde at runde bogen af på.«
Gaby Lillebæk, psykoterapeut og stressbehandler
»[...] jeg føler mig suget ind i Gittes fortælling, den er, for mig, nærmest som en roman som jeg ikke kan slippe. Det er ikke en af disse opsat, kronologisk beretninger, hvor det er tydeligt det er en fagperson som skriver/fortæller en socialrealistisk beretning om en ulykkelig skæbne.«
Michael Schweitz, tidligere stofmisbrugsbehandler
»Virkelig hård læsning, der gør læseren indigneret. […] Bogens fokus på de få mennesker, der viste Gitte omsorg, og hvad det har betydet, er stærk. Indholdet giver i den grad stof til eftertanke for mennesker, der arbejder med udsatte børn.«
Bibliotekernes lektørudtalelse
»Bogen er godt beskrevet og virker så ægte, fordi Gittes ord er taget for pålydende. Det er en beskrivelse af et liv med kæmpesvigt, som Gitte har oplevet helt, fra hun blev født i 1962. [...] Jeg er lige så gammel som Gitte. Født i 1962 og kan mærke stemninger fra årene uden dog på nogen måde at have været udsat for det samme som Gitte. Bogen bør læses af alle, der har med mennesker at gøre. Bogen giver stof til eftertanke, hvordan vi møder mennesker. Tak for en fin og ærlig bog med et tungt emne.«
Else Clausen, sygeplejerske og teamleder
»Når Gitte fortæller sin historie, kan man mærke, hvordan Gittes livsvej til tider har været så smertefuld, at man får lyst til at kaste bogen fra sig. Man bliver ramt og rørt af alt det, Gitte skal bære på alene, et lille menneske mod alverdens klogskab og systemfyldte virvar. Kun få omsorgsfulde møder giver Gitte næring til en brugbar livsvej.
Bogen henvender sig til studerende og professionelle, der arbejder med sårbare børn og unge. Den henvender sig til alle, som er beslutningstager i børns og unges liv. [...]
Kære Gitte – tak for din fortælling.«
Lene Qvortrup, lektor, KP
»[S]elvom det jo er en forfærdelig historie, der formidles, så er den også genkendelig. Der er dagligt børn, som svigtes af de voksne, som burde tage sig af dem.«
Karin Nissen, socialrådgiver, cand.soc. i socialt arbejde
»En bog fyldt med historier af næsten ubegribelig udsagn fra de unge, der er plaget af skyld, angst, nakkedukning, alle slags følelser af den slags der ikke burde tilkomme et ungt menneske.
Ikke desto mindre får vi det hele præsenteret i en bog, vi alle burde læse for at kunne afkode, hvilke miljøer der kan have omgivet de unge fra helt små, og hvordan det forfølger dem resten af livet.
Visse steder næsten overnaturlig, ubegribelig og uhyggelig læsning.«
Bogsyn, 19. juli 2022
Antal sider: 152
ISBN: 9788772165486
Udgave, år: 1, 2022
Oplag, år: 1, 2022
Udgivelse: 20-05-2022
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 15428