Parate børn
– forestillinger og praksis i mødet mellem familie og daginstitutionSeks forskere fra RUC og DPU står bag bogen Parate børn. De viser, at barnets sociale kompetencer stadig er afgørende for, om pædagogerne vurderer barnet skoleparat – men definitionen af de sociale evner har ændret sig.
Forberedelse til skolestart spiller en større rolle i dagens daginstitutioner end tidligere. Bogstaver og tal er blevet en del af børnehavens organiserede leg, men det er stadig det sociale aspekt, der har hovedrollen, når pædagogerne skal anbefale forældre, om deres barn er parat til at begynde i skole eller ej.
Tidligere mente man, at det sociale kom af sig selv. I dag er det noget, der skal læres, man kan ligefrem tale om, at det sociale skal kultiveres frem af pædagoger og forældre. Samtidig er råderummet blevet meget smalt. Børnene skal hverken være for stille eller for vilde, for sensitive eller for robuste, for nørdede eller for legende. Barnet skal være afbalanceret! Det gør også, at det måske er blevet for nemt at ty til diagnoser som ADHD eller autisme, så snart et barn træder lidt ved siden af.
Bogen beskriver og analyserer disse dilemmaer. F.eks. kan diagnoser være en nødvendighed for de børn, der faktisk har brug for hjælp med det sociale. For en diagnose udløser penge til ekstra hjælp i form af specialpædagoger og -lærere.
Bogen sætter også fokus på forældresamarbejdet mellem pædagoger og voksne. Forfatternes undersøgelser viser, at forældrene i høj grad ønsker at lære af pædagogernes faglige viden, og at de er meget villige til at indgå i samarbejde om at gøre deres børn 'parate', så daginstitution og hjem trækker i samme retning.
Parate børn baserer sig på et nyligt afsluttet, større forskningsprojekt baseret på etnografiske studier i tre danske daginstitutioner suppleret med bl.a. studier i Singapore og historiske studier af tiden før indførelsen af pædagogiske læreplaner i danske daginstitutioner i 2004.
Bogen er til alle pædagoger, lærere, ledere og politikere, der interesserer sig for daginstitutionens og pædagogernes arbejde samt børns udvikling og læring.
»Bogen præsenterer vigtig ny forskning i forhold til mindre børns overgange, også med de ændrede krav ude fra på daginstitutionsområdet om mere voksenstyret læring.«
Ulla Liberg, konsulent/lektor pædagogik
»[…] en meget velfungerende bog, godt opslagsværk, og vel gennemarbejdet. Bogen kan varmt anbefales, både til forældre og pædagogisk personale.«
Tina Knudsen, pædagogmedhjælper
»Den udvider og perspektivere helt klart min eksisterende viden og er meget spændende, især i forhold til forventningen omkring arbejdet med et øget fælles ansvar for barnets læring mellem pædagoger og forældre. Jeg vil helt klart anbefale bogen og bruge dens pointer til refleksion og inspiration i mit praksisarbejde!«
Tanja Friedrichsen, bibliotekar og pædagog/teamkoordinator
»Jeg kan klart anbefale bogen til ledere i daginstitutioner og indskoling, da forfatterne formår at bidrage med ny viden, som kan have indflydelse på de pædagogiske rammer og bidrage til vidensdeling. At forfatterne forholder sig kritisk til nuværende praksis og grundlæggende pædagogiske antagelser, gør bogen endnu mere interessant, og jeg vil helt klart anbefale bogen i de læringsfællesskaber, som jeg befinder mig i.«
Ute Andrea Wagner, daginstitutionsleder
Antal sider: 253
ISBN: 9788772161365
Udgave, år: 1, 2020
Oplag, år: 1, 2020
Udgivelse: 12-03-2020
Indbinding: Paperback
Best.nr.: 11877