Inklusion, udsathed og tværprofessionelt samarbejde
Bogen anlægger et kritisk – men konstruktivt – perspektiv på begrebet inklusion og på det tværprofessionelle arbejde med inklusion og udsathed i forhold til børn og unge.
Forfatterne analyserer og beskriver de forskellige forestillinger om inklusion og tværfaglighed i daginstitutioner og skole samt den praksis, der eksisterer, når emnet er inklusion, udstødelse af fællesskabet og samarbejde på tværs af fagligheder.
Bogen beskæftiger sig både med de dilemmaer, muligheder og udfordringer, der kan opstå i forhold til de børn og unge, der befinder sig på grænsen af fællesskabet, og dem, der gør sig gældende for de professionelle, der skal samarbejde om inklusionsopgaven med afsæt i forskellige fagligheder.
Bogen er redigeret af Bjørn Hamre (DPU) og Vibe Larsen (UCC), som også har bidraget til bogens kapitler. De øvrige bidragydere er Ditte Tofteng, Mette Bladt, Üzeyir Tireli og Tekla Canger (alle UCC), Anne Morin, Lotte Hedegaard-Sørensen, Janne Hedegaard Hansen, Morten Timmermann Korsgaard, Line Lerche Mørck og Helle Rabøl Hansen (alle DPU), Maja Røn Larsen, Crisstina Munck (begge RUC) og Julie Allan (Birmingham University).
»Det er fagligt, personligt og professionelt livsbekræftende at læse bogen. Den levede helt op til mine forventninger og har bibragt mig en viden om, hvor vigtigt det er at tilgå problemstillinger som inklusion og eksklusion med en nuanceret tænkning og metode«.
Jan Kjærgaard Hansen, socialpædagog
»Er der et team, som er kommet et stykke af inklusionsvejen, så er det en oplagt bog for vinterens studiekreds. En bog skolen absolut bør købe«.
Karakteren 10 i AKTbladet
»Bogen er en teoretisk velfunderet, forskningsbaseret og meget interessant udgivelse for alle, der brænder for de udsatte børn og unge. Det er en sprogligt tung og krævende udgivelse, men en pædagogisk guldgrube af relevant viden«.
Bibliotekernes lektørudtalelse
»Færre svar end spørgsmål – men sikke nogle gode spørgsmål [...] Alle bidragene er velskrevne og fulde af perspektiv [...] Inklusionsspørgsmålet skal forstås ikke som et 'hvordan', men snarere som et ’hvad’, et ’hvorfor’ og ’med hvilke konsekvenser’. Der er brug for udgivelser af denne type, fordi den tvinger os til at tænke over rationalerne bag inklusion som pædagogisk-didaktisk princip, fordi den stiller skarpt på de mange utilsigtede negative konsekvenser bag visionen, og fordi den tilbyder en ny fortælling om et felt, som allerede er beskrevet meget indgående«.
Folkeskolen
»Alt i alt en spændende antologi […] bogen er absolut læseværdig. Også i uddrag«.
Preben Siggaard, centerchef, Herning i Danske Kommuner
4 stjerner - ★★★★
Antal sider: 252
ISBN: 9788771186062
Udgave, år: 1, 2016
Oplag, år: 1, 2016
Udgivelse: 10-09-2016
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 9762