Den lille kaospilot
– urolige børn i daginstitutionen og hjemmetAlle børn vil gerne leve op til de voksnes krav og forventninger. Men af og til er kravene for store eller forvirrende, og det bliver et kaos for nogle børn. Bogen guider til, hvordan du kan hjælpe små kaospiloter til en roligere og mere overskuelig hverdag.
Den handler om alle de børn, der ikke har en diagnose, men som stadig udviser kaotisk adfærd. Det gør de for at fortælle deres omgivelser, at der er noget i deres hverdag, der ikke fungerer for dem.
Forfatteren viser, hvordan forældre og børnehave kan samarbejde og dermed hjælpe det enkelte barn med at trives og udvikle sig.
Det kræver en indsats af både børn og voksne, men med fokus på de fem store S’er: Samspil, Struktur, Sund kost, Stimulering og Søvn kan uro og kaos blive til ro og dermed et gladere og sundere barn.
Bogen har fokus på børn fra 3 til 6 år og deres hverdag i daginstitutionen og er delt i tre med fokus på barnets udvikling, dagligdagen i institutionen og livet derhjemme.
Den henvender sig til pædagoger, børnepsykologer, børnesygeplejersker, sundhedsplejersker og ikke mindst de forældre, der ønsker at hjælpe de små kaospiloter med at blive bedre til at navigere i hverdagen.
Illustrationer af Christel Ejlersen
»Den formår det usædvanlige, at skrive så alle forstår og kan have glæde af hele indholdet. [...] Den giver mange bud på, hvordan både hjem og institution kan hjælpe begge disse børn til et bedre liv. Det er en god og letlæst bog, som vil være et udmærket udgangspunkt for et samarbejde mellem forældre og professionelle«.
Ulla Liberg, konsulent og lektor i pædagogik
»Bogen er godt skrevet, den er letlæst og let at omsætte til praksis med en lang række praksisnære eksempler og konkrete forslag til at hjælpe de små kaospiloter i deres hverdag, både i hjemmet og i børnehaven. [...] Forfatterens menneskesyn er varmt, anerkendende og omsorgsfuldt, hvilket man mærker i den måde, hun omtaler børnene på i de mange konkrete eksempler, og dette er inspirerende for mig både som menneske og som fagperson. Jeg giver således bogen mine varmeste anbefalinger«.
Majken Skjølstrup, psykolog
»Som sagt er bogen – uden at gå på kompromis med en teoretisk indgangsvinkel (man er ikke i tvivl om forfatterens faglighed) en praksisorienteret brugsbog, der kan anvendes både i børnehaven og af forældre, der ikke sidder inde med pædagogernes faglighed. Den vil også kunne bruges i et godt samarbejde mellem hjem og daginstitution til fordel for barnet«.
Bjarne Tolboe Christiansen, daginstitutionsleder, pædagog, diplom i ledelse
»En spøjs, anderledes og forfriskende bog. I bogen findes der nogle dejlige cases som giver en god forståelse for de børn, der arbejder med at få struktur på dagen og livet«.
Karakteren 10 i AKTbladet
»En bog med virkelig kvalitet og substans i og som henvender sig til både forældre, behandlere og pædagoger, som i et smukt samspil og med lige dele tilgange kan bruge bogen som redskab til at fremme børns indlæring, oplevelse, bevægelse, sansning og udvikling i livet.«
Bogsyn, 25. april 2016
Antal sider: 184
ISBN: 9788771185911
Udgave, år: 1, 2016
Oplag, år: 2, 2016
Udgivelse: 17-03-2016
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 7313