Landskabsmaleren Harald Jerichau
Harald Jerichau (1851-1878) var søn af maleren Elisabeth Jerichau Baumann og billedhuggeren Jens Adolf Jerichau. Han er en af dansk kunsts sjældne orientalister, men i dag er han stort set ukendt. Landskabsmaleren Harald Jerichau fortæller om hans usædvanlige, men oversete kunstnerskæbne.
Landskabsmaleren Harald Jerichau sætter endelig Harald Jerichau på dagsordenen. Med et omfattende kildemateriale, der ikke tidligere har tiltrukket sig kunsthistorisk opmærksomhed, især Harald Jerichaus egne breve, udfoldes hans liv, og det gøres klart, hvorfor han har gjort sig fortjent til at blive genopdaget. Det er en skæbnefortælling om kunstnerisk ambition, kærlighed og sorg.
I 1868 forlod han Danmark som kun 17-årig for at uddanne sig inden for den franske landskabstradition, og han vendte aldrig tilbage for at arbejde. Han lod sig i stedet inspirere i Italien, Grækenland og Tyrkiet, og hans kosmopolitiske tilgang mindede dermed om hans mors. Han søgte ud over Danmarks grænser og gik på den måde imod strømmen i hjemlandet, hvilket i sidste ende ikke kun påvirkede hans karriereforløb og kunstneriske produktion, men også hans eftermæle.
I bogen bliver vi introduceret til Harald Jerichau, fra da han var helt ung og hen over hans kunstneriske karriere, mens vi får et personligt indblik i hans personlige forhold, både til familien, til hans bedste ven og fortrolige, Pietro Krohn, og også hans store kærlighed, Marie Kutzner.
»Birgitte Fink fortæller historien om Harald uprætentiøst og indlevende. Det er overskueligt. Historien fanger, og det er, som om forfatteren kender Harald personligt. Det er en blændende god bog. [...] Bogen er ikke mindre end en perle.«
Kulturinformation, 23. november 2022
6 stjerner - ★★★★★★
»Bogen når hele vejen rundt og giver et spændende indblik i den unge kunstners liv, der nok kan være med til, at denne landskabsmaler uden for den romantiske Danmark bliver genopdaget og genindsat i den danske kunsthistorie. Denne fine bog, både indholdsmæssigt og grafisk, gør sit til, at Harald Jerichau og hans landskaber trækkes ud af glemslen.«
Troels Laursen, Nordjyske Stiftstidende, 4. januar 2023
5 stjerner - ★★★★★
Antal sider: 200
ISBN: 9788772165943
Udgave, år: 1, 2022
Oplag, år: 1, 2022
Udgivelse: 09-11-2022
Indbinding: Indbundet
Best.nr.: 15456