Kraften
Pludselig – i morgen eller dagen efter – opdager alle verdens teenagepiger, at de har fået 'kraften'; evnen til at give dødeligt stærke elektriske stød. Skridt for skridt bliver magtbalancen mellem kønnene vendt på hovedet, og det bliver startskuddet til en verdensomspændende revolution.
Til at begynde med sker forandringerne i det små. En kvindelig borgmester indser, at den fysisk overlegne kvinde måske kan komme langt i politik. Datteren af en britisk mafiaboss tager en hævnaktion i egne hænder, og en teenagepige, der hører stemmer, får endelig mulighed for at flygte fra misbruget i sin plejefamilie.
Men andre steder er omvæltningen mere dramatisk. I Moldova tager tidligere sexslaver kampen op mod den systematiserede menneskehandel, og i Indien og Saudi-Arabien gør kvinderne oprør mod århundreders undertrykkelse. En ung nigeriansk journalist dokumenterer det hele – også, da mændene svarer igen.
Kraften er et portræt af fire liv og et verdenssamfund i radikal forandring. Det er en provokerende, tankevækkende og overraskende morsom roman, der både beskriver en alternativ virkelighed og afslører vores egen verdens skyggesider. Men er Kraften så dystopi eller utopi? Det kan afhænge af øjnene – og kønnet – der ser ...
Kraften (med originaltitlen The Power) er gået sin sejrsgang over hele verden. Den er oversat til mere end 23 sprog og været på utallige avisers 'must read'- og 'top-10'-lister.
»[…] den bedste bog og den vildeste pageturner, jeg har læst i år […] Jeg forudser, at den vil holde både mænd og kvinder lysvågne«.
Leonora Christina Skov, Weekendavisen
»[...] ’Kraften’ har ikke brug for at ride på en bølge for at vælte sin læser omkuld. Romanens enkle, geniale præmis er nemlig den, at Alderman gør sin metaforiske fortælling helt konkret: Titlens kraft skal ikke bare forstås i overført betydning, den udspringer helt fysisk af et bundt tværstribede muskler hen over pigernes kraveben, som kaldes nøglet. [...] Grundigheden gør, at fortællingen føles overbevisende og så meget desto mere skræmmende«.
Politiken
5 stjerner - ★★★★★
»Kraften er en helt fantastisk bog. Der er ikke så mange andre måder at sige det på. Selvom der gik et øjeblik før jeg blev fanget af historien, så var bogen ikke til at lægge væk igen da den først havde fået fat i mig. Jeg læste den på en dag, og kommer helt sikkert til at læse den igen [...] Bogen er så godt oversat, at jeg til tider glemte at jeg rent faktisk læste den danske version. Well done«.
Boguglen.blog
6 stjerner - ★★★★★★
»Kraften er vidunderligt fri for sødsuppe eller romantisering af kvindeligt lederskab. Her er i stedet en tour de force, en roman med utallige små hip til de mange magtstrukturer i vores samfund, som vi ikke tænker over til daglig: køn, religion, sædvane og rå vold. Det er en roman for feminister af begge køn, der vil udfordres på deres verdensbillede og underholdes undervejs«.
Bogblogger.dk
»Sikke et fantastisk science-fiction mareridt af et mesterværk den her bog er. Hold nu op en pageturner! Handling, opsætning, sprog, udførelse. ALT spiller. Den her bog er helt sikkert fremtidssyn, når det er bedst. Du bør virkelig ikke snyde dig selv for den her skræmmende og hårrejsende historie!«
The Bookish Boegeskov
5 stjerner - ★★★★★
»’Kraften’ er noget helt særligt. Den er tankevækkende og i den grad provokerende. Den sætter fokus på emner, som vi normalt ikke taler om og tør træde det ekstra skridt, for at vise os, hvordan en alternativ virkelighed kunne se ud. [...] Det er en bog, der virkelig fortjener at blive diskuteret«.
bogpoeten.dk
4 stjerner - ★★★★
»Den her bog er nemlig med til at ændre tankegange. De handlinger i bogen er så vanvittigt forkerte, men det er handlinger mænd i dag i vores verden udøver, så hvorfor så jeg det som mere forkert, når kvinderne gjorde det i bogen? Fordi det er nyt. Det er sådan den her bog får dig til at tænke.
Har du ikke lyst til at læse den nu?«.
www.bookeater.dk
»[…] selvom Alderman underforstået kommenterer på vor tids kvindeundertrykkelse, når hun indfører forbud mod, at mænd må køre bil i romanen, så opfører kvinderne i Kraften sig nøjagtig ligeså hensynsløs og selvisk som mændene, da de bliver det fysisk overlegne køn. I stedet for køn er det således magtens skyggesider, romanen spidder.
Og det bringer mig tilbage til indledningen – at magt korrumperer, at frygt og uvidenhed avler had, og at Naomi Alderman har skrevet en helt igennem fantastisk roman, der fortjener et hav af læsere. Så læs den, læs den, læs den … «.
Bogrummet.dk
5 stjerner - ★★★★★
»Jeg taler sjældent om mustreads. Men den er et. Med finesse, intelligens og brutalitet tvinger den sin læser til at indrømme nogle sandheder for sig selv. Vi er alle i stand til frygtelige ting og kun i et lige magtforhold kan mennesker undgå at ødelægge hinanden. Læs den. Lige nu«.
Bibliotekat
»’Kraften’ er sprunget direkte ind på min top 10 over bedste bøger – IT CAUGHT ME BY SURPRISE – BIG TIME.«
Bogbanden
6 stjerner - ★★★★★★
Kathrine Pachniuk, Bibliotekat, 8. november 2024
Antal sider: 376
ISBN: 9788772160535
Udgave, år: 1, 2018
Oplag, år: 2, 2018
Udgivelse: 08-03-2018
Indbinding: Hardback (tidl. Hardback, limet)
Best.nr.: 10503