Mordet på Kalvebod Brygge
– den socialdemokratiske presses liv og dødHvorfor lukkede dagbladet Aktuelt i 2001? Den officielle forklaring var dårlig økonomi på grund af faldende læsertal, men ledelsesproblemer og fejlslagne strategier spillede en lige så stor rolle, fortæller bogen her.
»Kl. 16.48 den 5. april 2001 blev der begået et mord på Kalvebod Brygge nr. 35 i København. Ofret var næsten 130 år og hed Aktuelt. De ansvarlige forsøgte ikke at flygte eller skjule mordet. De annoncerede det selv over for et stort medieopbud. Det skete kl. 18.30. De skyldige var en række forbundsformænd under LO. Det var en ren tilståelsessag. Ofret – Aktuelt – kostede for mange penge og måtte derfor aflives. De konkrete tal, der var årsagen til mordet, var: oplag: ca. 25.000. LO-tilskud: ca. 61 mio. kr.«
Sådan indleder journalist Freddie Kristiansen Mordet på Kalvebod Brygge. Men det var ikke en hvilken som helst avis, der hermed lukkede og slukkede. Det var den tidligere Social-Demokraten, engang Nordens største avis, og med lukningen af Aktuelt var det nu slut med arbejdervægelsens aviser, der siden 1871 havde været væsentlige aktører i arbejderklassens kamp for lighed.
Fra Nordens største avis til lukning. Hvordan kunne det gå så galt? Det forsøger Mordet på Kalvebod Brygge at give svaret på. Vejen mod avisens død var brolagt med fejltagelser. Den største blev begået i 1987, hvor Aktuelt blev invaderet af tv-folk, der i løbet af få år formøblede op imod en halv milliard kroner. Aktuelt rejste sig aldrig igen, og derfor var døden måske ikke så overraskende.
Mordet på Kalvebod Brygge henvender sig til alle med interesse for journalistik, mediepolitik, fagbevægelsen og dansk samtidshistorie.
»Der sparkes virkelig igennem mod de to gulddrenge, bogen er et vredt og indigneret partsindlæg, men Kristiansen bliver stående på benene.«
Arne Hardis i Weekendavisen
»Historien er velfortalt og i høj grad relevant i dagens omskiftelige mediemarked.«
Bibliotekernes lektørudtalelse
»Freddie Kristiansen har skrevet to gode bøger [...] De to bøger er ikke kun bøger for de indviede i den danske medieverden, men to væsentlige bidrag til den samfundsdebat vi alle bør deltage i og være en del af.«
Omnibus, uge 47, 2022 (dobbeltanmeldelse med Selvmordet på Banegårdspladsen)
5 stjerner - ★★★★★
»Jeg mærker straks ved læsningen, at forfatteren ved, hvad han skriver om. [...] Bogen bør være obligatorisk læsning ved uddannelsen af mediefolk og selvfølgelig på Journalisthøjskolen. Er du ikke en af ovennævnte, så kan den være en god oplevelse om den nyere Danmarkshistorie.«
Steen Flemming Jørgensen, rektor emeritus, filmanmelder
Antal sider: 164
ISBN: 9788772164359
Udgave, år: 1, 2021
Oplag, år: 1, 2021
Udgivelse: 21-09-2021
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 11350