En ung naturforskers dagbog
Bestselleren En ung naturforskers dagbog er den da 15-årige irske Dara McAnultys poetiske og minutiøse katalog over årets naturmøder – fra forårets frøæg til vinterens fuglekor – mens vi får et indblik i hans liv som naturelsker, klimaaktivist og autist.
Irske Dara McAnulty skriver i En ung naturforskers dagbog med en opmærksom begejstring, der på én gang forklarer og genfortryller naturens verden. Samtidig beskriver han sine problemer med at håndtere flytning, skolegang, mobning og livet som aktivist og kommer helt ind under huden på det, han selv kalder »udfordringerne og glæderne ved at være autist«.
Bogen er et portræt af den irske natur, af en særlig og kærlig familie og ikke mindst af et utroligt begavet og poetisk ungt menneske, som viser os, hvorfor verden er værd at kæmpe for. Vi har brug for at komme tæt på naturen – og McAnulty bringer os ét skridt nærmere, så man selv får lyst til at drage ud i det vilde.
Persille Ingerslev skriver i bogens forord: »Det er en lettelse at læse Daras ord, der så velformuleret beskriver det emotionelle landskab, han befinder sig i, samtidig med hans eminente beskrivelse af den verden, der omkranser ham. [...] Det er en pragtpræstation foruden at være et bevis på ungdommens resiliens, intellekt og livsvilje. Han gør mig stolt af at være menneske – for en gangs skyld.«
Oversat af Laura Elbek Green og Bo Green Jensen
Forord af Persille Ingerslev
Dara McAnulty er født i Nordirland i 2004. Han fik sit gennembrud som forfatter med denne bog, der er oversat til 18 sprog og har fået bestsellerstatus verden over. Trods sin unge alder er han blevet kaldt ”en af Storbritanniens mest anerkendte naturskribenter”, og han har ud over dagbogen udgivet to børnebøger, skrevet for landsdækkende britiske aviser og optrådt i flere af BBC’s radioprogrammer. McAnulty har vundet en lang række priser for både sin formidling og sit aktivistiske arbejde, senest den prestigefyldte British Empire Medal.»At læse Dara McAnultys sprællevende, sårbare og vidende bog burde være pensum for vores politikere, når de tøver med at vægte miljø og natur. Dara gør det, de fleste af os kan have lyst til indimellem. Han græder, han raser, og han fortvivler over mennesket kortsigtede natur. Når han da ikke lige bruger dagen på at se på dafnier, vandbiller, skøjteløbere og guldsmedenymfer, fordi det er den eneste medicin, der hjælper på hans overophedede hjerne, og »dyrene skuffer aldrig, som mennesker kan«.«
Kim Skotte, Politiken, 27. juli 2024
»Jeg fældede tårer undervejs. Ganske enkelt over det fuldkommen betagende sprog og de smukke, detaljerede beskrivelser af naturen i Irland og af Daras følelser og sind – og ikke mindst den kærlige familie, han lever i.«
Boglivet, 1. maj 2024
»Dara beskriver naturen med en lydhørhed og en følsomhed, der gør, at man bliver så sanseberiget, når man bevæger sig ud i naturens verden, at man får øje på nye små bevægelser, nye anderledes dufte og lysglimt. Man får lyst til at gå på listefødder og blive et med naturens kringelkroge. Jeg vil klart anbefale bogen til alle, som elsker naturen og ønsker at passe ekstra på den – og som ønsker at møde et helt unikt ungt menneske, der trods sin helt særlige måde at være i verden på kan begejstre med sin fortælleevne.«
Lene Qvortrup, lektor på Københavns Professionshøjskole
»Jeg ville ønske bogen kunne fortsætte. Jeg ville ønske, den blev lavet i en pragtudgave med farvefotos for at hylde denne fabelagtige bog. Jeg lider nu af book hangover, men vil med glæde risikere, at I kommer til at gøre det samme, når I har svælget gennem året og Daras optegnelser. Det kræver nok, man har en lille interesse i naturen og dens væsener.«
Booksandfamily, 6. februar 2024
5 stjerner - ★★★★★
»Hans poetiske sprog og mange forunderlige tanker giver teksten fylde og styrke, der synes at passe til en alder, som han endnu ikke har nået. […] Som voksen læser bliver man knuget af at læse om, hvorledes denne dreng bliver kanøflet af andre børn. Det virker så helt igennem destruktivt, og som læser bliver man vred. Til gengæld er det en særdeles positiv udvikling, som man er vidne til, og man bliver glad i hjertet over, at det i stigende grad er lykkedes for en dreng som Dara at finde både plads og styrke til at blive mere lykkelig og have mod til at kæmpe for et ideal.«
Freddy Hagen, Netavisen Pio, 26. februar 2024
»En vidunderlig og velskrevet bog. Det er næsten ikke til at tro, at et så ungt menneske kan skrive med så stor indsigt. Daras autisme skinner igennem på den mest positive måde, der efterlader læseren med en stærk følelse af hans kærlighed og omsorg for naturen.«
Bibliotekernes lektørudtalelse, 11. marts 2024
»Jeg synes personligt, den var smuk og tankevækkende, men også til tider en smule langtrukken. Men når jeg skriver ordet langtrukken, bliver jeg faktisk lidt flov – for det er jo netop en bog, man skal give sig god tid til at læse. Jeg må sige, at magen til velformuleret og reflekterende 15-årig skal man lede længe efter, og sammen med hans oplevelser i skolen og hjemmet får vi en velkomponeret roman om et ungt menneske med en masse på hjerte.«
bookbestiesdk, 7. maj 2024
4 stjerner - ★★★★
»Han skriver simpelthen så indlevende, rørende og poetisk om naturen, sin udefra set sære familie og livet med en diagnose. Den husker en på det vigtigste her i livet, og kan klart anbefales.«
Martin, roedbib, 11. maj 2024
Antal sider: 256
ISBN: 9788772166865
Udgave, år: 1, 2024
Oplag, år: 1, 2024
Udgivelse: 25-01-2024
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 15368