En skjult magt
»Vindmølleindustrien finder det ikke hensigtsmæssigt«Vindmøller støjer ikke! Vi hører det igen og igen fra både vindmølleindustrien og politikerne. Men hvorfor er der så stadig folk, der lider under støjen? Og hvorfor blev en professor ved Aalborg Universitet fyret, og hans apparat til at måle vindmøllestøj låst inde?
Selv om professor og ekspert i lyd Henrik Møller har opfundet et apparat, der kan måle lavfrekvent støj fra vindmøller inde i huse på en enkel måde, blev han fyret fra Aalborg Universitet, og hans apparat bliver slet ikke brugt. Det til trods for, at apparatet er handy og nemt kan lånes ud til de mennesker, der mener, at vindmøllerne i deres nærområde larmer.
Bogen dokumenterer vindmølleindustriens magtmisbrug og afslører den sande historie om en professor, der kom på kollisionskurs med en magtfuld storindustri. Den viser, hvordan universiteterne har brug for penge til nye forskningsprojekter, og derfor kan donorerne stille krav om, hvad der kan forskes i – og hvad der ikke må forskes i. Politikerne ønsker grøn energi, arbejdspladser i Danmark og nye eksportmuligheder; alt det kan vindmøllebranchen levere. Så må ministre, borgmestre og toppolitikere bøje nakken og lade erhvervslivet bestemme. For ellers flytter de produktionen udenlands.
En skjult magt er fortællingen om, hvordan landets universiteter, myndigheder og politikere lader sig kue af vindmøllebranchen. Bogen viser også, hvordan især kommunerne ofte bliver udsat for et voldsomt – og retsstridigt – pres fra vindmøllebranchen. Peter Skeel Hjorth dokumenterer gennem rapporter, bekendtgørelser samt ikke mindst aktindsigt i mailkorrespondancer, mødereferater, notater og telefonsamtaler m.m., hvordan den magtfulde vindmøllebranche sætter den politiske og forskningsmæssige dagsorden, så ingen modsiger dem.
»Det er en bog af væsentlig – ikke mindst dokumentarisk – værdi, som Peter Skeel Hjorth har præsteret. Den kan jeg bruge og har allerede brugt den i min dagligdags omgang med bekendte, organisatoriske fæller og andre«.
Hans Stengård Jessen, cand.merc., forfatter
Antal sider: 210
ISBN: 9788771188257
Udgave, år: 1, 2017
Oplag, år: 1, 2017
Udgivelse: 10-05-2017
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 8018