Sanselige legeprojekter med 0-2-årige
– fra forberedelse til fordybelseBørn er født stærke, ikke svage, og de har en glubende appetit på at gå på opdagelse i verden omkring dem. Sanselige legeprojekter med 0-2-årige undersøger, hvordan de yngste børn med krop og sanser udforsker materialer, som er tilrettelagt for dem.
Vi kommer ofte til at definere helt små børn ud fra det, de ikke kan eller endnu ikke kan. De kan ikke tale, de kan ikke gå, ikke balancere eller kaste, og de ved ikke noget om hverken det ene eller det andet. Man kan kalde dette en mangeltænkning om børn.
I Sanselige legeprojekter med 0-2-årige sætter Alice Kjær fokus på børnenes ressourcer frem for deres mangler:
- Hvad gør dem nysgerrige?
- Hvad og hvordan gør de?
- Hvad kan de?
- Og hvad er de på vej til at kunne?
- Hvad oplever børnene som meningsfuldt, og hvilke evner og potentialer har de?
Børn sanser og fornemmer genstande og ting rundt om sig med hænder, fødder og munden. De tager hele kroppen i brug, når de undersøger og gør erfaringer. De bruger også stemmen i form af lyde, ord og frydefulde glædesudbrud.
Gennem eksempler fra forskellige institutioner viser forfatteren, hvordan legeprojekter gør det muligt at skabe et lege- og læringsmiljø, som indeholder nærvær og tryghed mellem børn og voksne, fællesskab, relationer og venskab mellem børn samt trivsel, fordybelse og læring om sig selv og andre. ’Sanselige legeprojekter’ er en metode og arbejdsform, som passer godt til de yngste børn mellem 0 og 2 år.
Bogen henvender sig til pædagoger og pædagogstuderende, til kunst- og kulturformidlere i dagtilbud og andre, som arbejder med de yngste børn.
Sissel Janette Aastvedt Halland, som har bidraget med et kapitel om norske erfaringer, er lektor ved Høgskulen på Vestlandet, Norge, og underviser på børnehavelæreruddannelsen.
»Forfatterne er virkelig gode iagttagere. Det er en nødvendig bog, ja nærmerst en livsnødvendig bog, hvis du beskræftiger dig med aldersgruppen 0-2 år.«
Karakteren 10
Specialpædagogisk Månedsblad, nr. 225, oktober 2022
»Jeg har læst bogen med stor fornøjelse – den formidler sin forskningsbaserede viden letlæseligt og med stor entusiasme og kærlighed til sit stof. Den hylder de principper, der skaber god omgang med andre mennesker, i særdeleshed de helt unge af slagsen. Som bærende princip i samværet lyser nærvær og ro. Man bliver konstant husket på, at ting tager tid, og at den anvendte tid er direkte proportional med den opnåede udvikling, forståelse, kreativitet og selvtillid hos børnene.«
Helle Bonde, bibliotekar
»Bogen bygger både på solid faglig viden, der formidles rigtig godt, og er dermed et vægtigt fundament for den praksis, der lægges op til, og som beskrives i de praksisfortællinger, bogen også bygger på. Dermed bliver det både en direkte brugsbog og en fantastisk inspiration for vuggestuepædagoger og studerende. Jeg er glad for at have læst bogen og vil straks give den videre til personalet i vuggestuen.«
Bjarne Tolboe Christiansen, pædagog
»Dejligt med inspiration til pædagogiske tendenser og didaktiske overvejelser, der ikke er baseret på mål, fastlagte rammer og hård voksenstyring, men som i stedet har børnenes nysgerrighed og engagement som retningsgivende for projekterne. De voksne skaber rammerne som projektledere, mens børnene fylder dem ud. Det handler om at skabe legemiljøer, der vækker alle sanser og både indeholder logik, musik og fantasi. Et vigtigt budskab i projekterne er; enkelthed, overskuelighed og fælles opmærksomhed. «
Bente Staub, folkeskolelærer, cand.pæd. i it-didaktisk design
Antal sider: 183
ISBN: 9788772165738
Udgave, år: 1, 2022
Oplag, år: 1, 2022
Udgivelse: 06-10-2022
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 15548