Olivia Holm-Møller
– raderinger og kunstnerlivOlivia Holm-Møller (1875-1970) hører til de kendte danske kunstnere. Alligevel er bogen her den første mere dybtgående fortælling om hendes liv og hendes kunst.
Bogens fokus er på Holm-Møllers godt 200 raderinger, hvoraf hovedparten fra omkring 1934 er et veritabelt højdepunkt i det 20. århundredes danske kunst. Med deres poetisk forenklede streger står Holm-Møllers ridsede landskaber, portrætter, dyr, badende og arbejdende mennesker som et monument over det jordbundne liv på landet og glæden ved tilværelsen under solen.
Kunsthistoriker Lennart Gottlieb beskriver og fortolker raderingerne i sammenhæng med forandringerne i Olivia Holm-Møllers tilgang til menneskene og verden gennem et ekstraordinært langt liv som kunstner. Først som billedhugger og siden især som maler – alt sammen akkompagneret af et væld af aldrig før sete fotografier fra Holm-Møllers og hendes nærmeste families fotoalbum.
»Olivia Holm-Møller arbejdede med grafikken på sin helt egen måde, og det beskriver Lennart Gottlieb lige så veloplagt, som da han præsenterede bogen ved åbningen af udstillingen på Holstebro Kunstmuseum. At han er grundig og vedholdende, kan ses, i kraft af at han gennem Holm-Møllers slægtninge mirakuløst har fremskaffet et større antal hidtil ukendte fotografi er af kunstneren. Disse er naturligvis vist i bogen, der tegner et billede af en væsentlig kunstners livsforløb med raderingerne som ramme.«
Lars Svanholm, Jyllands-Posten, 9. november 2022
5 stjerner - ★★★★★
»Kunsthistorikeren Lennart Gottlieb har kastet sig over kunstnerens små 'raderinger og kunstnerliv' med et blik, der forstørrer og griber essensen af kunstnerens intuitive væsen og intentioner. Også i det helt lille format er denne kunstner monumental. I dansk kunst som i det store hele.«
Erik Steffensen, Weekendavisen, 16. december 2022
»Gottlieb har skrevet en indsigtsfuld bog om OHM’s liv og værk. […] Virkelig imponerende detektivarbejde fra forfatterens side med de ca. 200 randeringer, som er fundet, kommenteret og afbildet ind i kronologisk rækkefølge. […] Et velskrevet værk og en flot og velfortjent hyldest til Olivia Holm-Møller.«
Inger de Stricker, Kunstavisen, uge 8, 2023
Antal sider: 288
ISBN: 9788788275438
Udgave, år: 1, 2022
Oplag, år: 1, 2022
Udgivelse: 11-11-2022
Indbinding: Indbundet
Best.nr.: 20224