Fjordens kant
– midlertidighedenFjordens kant – midlertidigheden beskriver Ringkøbing Fjords møde med det land, der omgiver den. Strandkanten eller vandkanten. Skabt af naturen eller af mennesket.
Denne bog er et billedessay, en kunstnerisk undersøgelse og ikke en kartografs minutiøse optegning. Alligevel er bogen en slags kortlægning, dog uden et tegnet kort som slutprodukt. Fokus er på poesien. Fjordkantens poesi. Og midlertidighedens – for fjordens kant er netop midlertidig. Klimaændringer betyder, at havene vil stige – også vandstanden i fjorden. Linjen vil blive oversvømmet, og en ny kant vil opstå.
Billedkunstneren Bjørn Hernes har fotograferet fjordens kant i al slags vejr fra sommeren 2022 til efteråret 2023. Det er blevet til flere ture rundt om Ringkøbing Fjord i hans lyseblå Clio, hvor han har taget over 1500 billeder – og 50 fotos er nu gengivet her i bogen.
Billederne ledsages af tekster af forfatteren Egon Clausen, som er født og opvokset ved fjordkanten. Museumsinspektør Christian Ringskou fra Ringkøbing Museum har bidraget med en tekst om fjordens historie.
»Det er et ualmindeligt sympatisk projekt, som fotograf Bjørn Hernes og forfatter Egon Clausen i fællesskab har skabt med deres bog Fjordens kant – Midlertidigheden. […] Kapellet håber heller ikke at det kun er læsere der bor i nærheden af Ringkøbing der køber bogen. Det er en sympatisk coffee table-bog, som man kan bladre lidt rundt i på må og få, men du kan også sagtens vælge at bruge mere end bare et par minutter med den og læse den fra start til slut. Faktisk vil Kapellet på det varmeste anbefale den sidste måde at læse bogen på. Det fortjener den.«
Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet, 12. marts 2025
»Fjordens kant – Midlertidigheden er ikke alene en bog for natur- og kulturelskere, men et tilbud til alle, der vil glæde sig over det store i det små, og som har lyst til at dykke ned i et billed- og tekstpoetisk værk om et lille stykke landomkranset vand i den vestlige del af kongeriget.«
Egil Hvid-Olsen, Den smalle bog, 17. marts 2025
Antal sider: 114
ISBN: 9788776231132
Udgave, år: 1, 2025
Oplag, år: 1, 2025
Udgivelse: 12-02-2025
Indbinding: Indbundet
Best.nr.: 21536