Hjertets vagabond
Hjertets vagabond er den verdenskendte danske journalist og forfatter Karin Michaëlis' litterære højdepunkt. Vi møder den uimodståelige Kirsten, der fortæller om sit liv, og fortællingen er præget af mange af de temaer, som Michaëlis beskæftigede sig med hele sit liv – kvindens frigørelse og seksualdrift, kunsten og menneskets rettigheder, alt sammen i en mundtlig, legende og modernistisk form.
Kirsten virker til at have levet hundrede liv i ét, når vi møder hende. I Hjertets vagabond bliver vi draget ind i hendes livsfortælling, eventyr og eskapader, særligt i hendes mange år i USA. Hun er et uimodståeligt bekendtskab – kunstner, boheme og globetrotter – og man tryllebindes af hendes livskraft, frihedstrang og humor, mens hendes historie tegner hende som en stor fortaler for det frie liv, i hendes egen tid såvel som nu.
Vi hører om dengang, hun knap overlevede en ellers dødelig oversvømmelse. Om da hun træder til for at hjælpe en ven og ender med et helt kunstkollektiv, der forguder hende og hendes evner. Om hvad hun stiller op med de to forældreløse børn, hun stjæler. Og ikke mindst om de mennesker, hun har mødt på sine mange eventyr – fra de få fjender til de mange elskere og utallige venner.
Kirsten er baseret på den virkelige maler Kirsten Kjær (1893-1985).
Forord: Johan Rosdahl
Lydbog indlæst af Ellen Dahl Bang
»Franske Céline mente selv at have opnået litterær succes med det, han paradoksalt kaldte ”mundtlig litteratur”. Når sammenligningen tilbyder sig, skyldes det, at vi her har en meget dansk udgave af genren.«
Rasmus Vangshardt, Kristeligt Dagblad, 22. marts 2024
5 stjerner - ★★★★★
»Hjertets vagabond er fra samme år (1930), som Tom Kristensens Hærværk udkom. Hærværk er en stor roman, en fuldt fortjent klassiker, og samtidig en roman som trods påvirkningen fra Joyce og alle prosamodernismens spritnye fortællegreb virker underligt stilfærdig, kølig og næsten bleg ved siden af Michaëlis’ lidenskabelige og lystige maskingeværsalve af en roman.«
Thomas Thurah, Information, 22. december
»Kender du Kirsten? Ikke! Hun kan virke pisseirriterende i starten. Men før eller siden ender du med, som der også står på bagsiden, at falde for hende. Det er sådan noget en dygtig forfatter kan; irritere, provokere, uden at støde læseren fra sig. [...] Den er mesterligt skrevet. Karin Michaëlis driller måske nok læseren lidt med Kirstens evige digressioner. Hun sikrer sig dog altid, at Kirsten får samlet trådene op, så man læser nysgerrigt videre. Bogen er pokkers svær at lægge fra sig, når man først er kommet i gang.«
Anders Juncker, cand.phil. i filosofi
»Fantastisk bog! Sproget sprudler og historien spræller – LÆS DEN!!! [...] Sproget er levende og sprudlende, jeg har fornemmelsen af at få fortalt en historie – samtidig med at teksten rummer skriftsprogets præcision. Historien er lige så relevant at læse i dag, som den var i 1930, da den blev skrevet. Vi har til stadighed brug for at læse og høre historier om mennesker, der går deres egne veje. [...] En historie, som man kan blive klogere af, og en historie, som vi har brug for at få fortalt igen og igen.«
Elise Runge, psykomotorisk terapeut
»[Den] er en fornøjelse at læse. Fordi jeg kan bruge den i min hverdag og vil læse passager for mine venner i Øhavskunstnere 1987. Her er mit fokus "at være sin kunst bekendt". Personligt handler det om at genlæse kapitler om overgang fra kunstner til maler fra livagtig afbildning til se igennem til de indre lag i portrættet.«
Eva Rowley, psykolog og psykoanalytisk psykoterapeut
»Det er en fin bog, og jeg vil anbefale den til kvinder i mit netværk. Jeg synes, bogen giver et billedet af, at kvinder i andre tider har været modige og har turde leve anderledes og derved kan inspirere mange kvinder i dag.«
Bettina Østerby, psykomotorisk terapeut
»Fortællingen er skrevet gennem Kirsten, som genfortæller sine erindringer til et “du”. Dette gøres på en både moderne og legende måde, som samtidig er så letlæselig, at den fremstår tidløs. […] Alt i alt var Hjertets Vagabond en god bog, der, trods små udfordringer, formåede at levere en god og interessant læseoplevelse. Jeg er glad for endelig at have læst mit første Michaëlis-værk!«
Etbogunivers, 6. december 2023
»Jeg skal love for, at hovedpersonen Kirsten fuldstændig har kastet alle sociale konventioner over bord. Hun gør nøjagtigt, hvad der passer hende. Hun elsker mænd, mange mænd, på sine præmisser, hun manipulerer dem gerne, og det kunne aldrig falde hende ind at gifte sig (det er i 1920’erne), Kirsten er provokerende, dumdristig, taler højt om sit sexliv, generøs, humoristisk, en boheme, gider ikke kede sig, initiativrig, impulsiv, direkte, nægter sig intet og insisterer på sit værd som menneske. […] man kommer uundgåeligt til at holde af Kirsten.«
Litteraturanbefalinger, 6. december 2023
»Det er ikke til at forstå, at Karin Michaëlis’ Hjertets vagabond blev udgivet første gang i 1930. Sproget er mundret og uhindret, temaerne er dugfriske, og man stryger gennem siderne. Den danske forfatter, der har fået velfortjent liv og genlæsning de seneste år, hører uden tvivl til i samme kategori som Tove Ditlevsen – både hvad angår emner, tone og folkelighed.«
Louise Kidde Sauntved og Anna Møller, Søndag + FEMINA + Ude og Hjemme + Familie Journal, 16. december 2023
4 stjerner - ★★★★
»Nogle romaner tager læseren med storm. Sådan er Hjertets vagabond. En hæsblæsende oplevelse fra ende til anden. Et møde med en hvirvelvind af en fortæller. Og når bogen slås sammen til sidst, sidder læseren tilbage med røde kinder og sus i sindet.«
Jakob Brønnum, Den smalle bog, 3. juni 2024
Antal sider: 280
ISBN: 9788772168241
Udgave, år: 1, 2023
Oplag, år: 1, 2023
Udgivelse: 10-11-2023
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 20845