Stat, nation, klasse – bind I
Udviklingens veje frem mod moderne samfund og moderne politikDet første af i alt tre bind der afdækker den samfundsmæssige og politiske demokratiudvikling i Central- og Østeuropa. Værket placerer sig i feltet mellem politologi, sociologi og historie – i den tradition der kaldes historisk sociologi.
Trebindsværket bygger på den tese, at det moderne parlamentariske demokrati ikke er et uundgåeligt produkt af én fælles udviklingsvej i historien. Demokratiet har været omstridt, og modstanden mod det betydelig. Begrebet er blevet omdefineret flere gange undervejs, og dets forankring i europæisk historie er i det hele taget langt svagere end ofte antaget. Der har været flere forskellige udviklingsveje og flere forskellige typer af regimeformer. Der findes ikke én naturlig udviklingsvej, og historien er ikke slut.
Dette første bind behandler tiden frem mod og under 1. Verdenskrig, hvor den moderne massepolitik fødes og udvikles. Curt Sørensen forholder sig nuanceret til disse processers kulmination under verdenskrigen. Andet bind har fokus på demokratiudviklingen i mellemkrigstiden og 2. Verdenskrig. Tredje bind udkommer i 2014 og har fokus på demokratiet efter 1945.
Curt Sørensen indplacerer sig i den historisk-sociologiske tradition fra den politiske sociologis klassikere, Karl Marx, Max Weber og Émile Durkheim, frem til forskere som Barrington Moore, Charles Tilly, Theda Skocpol, Perry Anderson, Stein Rokkan, Michael Mann, Ivan Berend og Andrew Janos.
Værket fremstår som det mest grundige politologiske og historisk-sociologiske værk i Skandinavien om udviklingen og den moderne massepolitiks udfoldelse i Central- og Østeuropa. Det forholder sig løbende til såvel den historisk-sociologiske og politologiske forskning som til diskussionerne blandt fremtrædende historikere på feltet.
»… en storslået og refleksiv diskussion af de samfundsvidenskabelige moderniseringsteorier, som han tager under kærlig behandling. […] en levende tekst med en god rytme mellem lange historiske udviklingsforløb og fortættede analytiske diskussioner. […] Så mammutten vandrer. Ikke kun fordi dette er en kæmpebog – og endda kun første tredjedel af værket – men også fordi bogen demonstrerer nytten af de store totalanalyser af kæmpefænomener. Og så selvfølgelig fordi den så ofte begravede Marx viser sig levende som inspiration for analyser, der er vedkommende også i dag. Bogen er derfor for alle dem, der interesserer sig for demokratiets historie, for forskningen i samme, og som gerne vil vide mere om den fornemmelse, man fra tid til anden får, inden det hurtigt glemmes igen, nemlig at demokratiet ikke er en selvfølgelighed, men måske en (lykkelig) tilfældighed«.
Information
»Bogen er interessant ved sit historiesyn, og der er gode, solide kapitler om Tysklands, Centraleuropas og Ruslands nyere historie«.
Noter
»[…] burde være obligatorisk læsning for alle meningsdannere og borgerlige ideologier […] Der skal fra anmelderens side lyde en stor tak til Curt Sørensen […] og forlaget for værket«.
Arne Cheller i Kommunist
»En lykkelig forening af lærdom og lidenskab gennemsyrer Curt Sørensens […] kolosssale samfundsvidenskabelige og historiske forfatterskab […] Det viderefører han til overflod i […] Stat, nation, klasse. […] Når de mange sider er læst og fordøjet, har man det indtryk, at CS allerede med dette bind i dansk og for så vidt også international sammenhæng har ydet en usædvanlig og imponerende indsats. Der er skabt store forventninger til bind 2 og 3«.
Niels Finn Christiansen i Arbejderhistorie
Antal sider: 1079
ISBN: 9788778879837
Udgave, år: 1, 2013
Oplag, år: 1, 2013
Udgivelse: 11-02-2013
Indbinding: Paperback
Best.nr.: 13517