Nicoline Tuxen
– kunstens kvinder★★★★ – Lisbeth Bonde, Kristeligt Dagblad
Kunstneren Nicoline Tuxen genopdages i denne bog om Laurits Tuxens oversete søster. Hvis du ikke har hørt om Nicoline, er det ikke så mærkeligt. Hele sit liv stod hun i skyggen af sin berømte bror. Her kommer den første bog om Nicolines liv og kunst.
Nicoline Tuxen (1847-1931) tilhørte pionergenerationen af kvinder, der uddannede sig til kunstnere i 1870’erne og 1880’erne. Som sin lillebror Laurits Tuxen opnåede hun succes på Charlottenborgudstillingen, og hun solgte sit debutarbejde til dronning Louise.
Som så mange kvinder i perioden måtte hun kæmpe mod tidens normer for at slå igennem. Det lykkedes for få, og Nicoline er et lysende eksempel på en kvinde, der fravalgte ægteskab til fordel for kunsten. Som tidens andre erhvervsaktive kvinder måtte hun bruge enorme kræfter på at kæmpe mod borgerskabets konventioner om, at en kvindes rolle, også som ugift, først og fremmest var at være familiens omsorgsperson.
Nicoline Tuxen var en virtuos maler, og hun kunne have drevet sin karriere vidt, hvis hun havde fået opbakning fra sin familie og sin berømte bror. Efter sin død forsvandt Nicoline Tuxen ud i glemslen. Det fortjener hverken hun eller hendes malerier.
Udgivelsen er en del af Kunstens kvinder, der formidler forskningsbaseret viden om både oversete og mere kendte kunstnere fra det 19. og 20. århundrede. Bøgerne aktualiserer kvindernes livsvilkår, deres kunst og karriere i et kvindehistorisk og formidlingsorienteret format.
Marie Laulund er kunsthistoriker (mag.art.) og museumsleder på Jægerspris Slot, Kong Frederik den Syvendes Stiftelse. Hun har beskæftiget sig indgående med pionergenerationens kvindelige kunstnere.
»Bogen er en fornøjelse at læse, ikke kun fordi den belyser en overset kunstner, men også fordi den er skarp og letlæselig. Gennem smukke illustrationer og indsigtsfulde tekster får læseren et værdifuldt indblik i Tuxens unikke stemme og hendes dygtighed. Som jeg selv må erkende, var hun en kunstner, jeg ikke kendte til før, men netop det faktum gør bogen så vigtig. […] Nicoline Tuxen er ikke bare en bog om en overset kunstner; den er en påmindelse om, hvor meget kunsthistorien stadig mangler at fortælle. Med sin skarpe fremstilling og visuelt tiltalende format bringer bogen både Tuxen og de mange kvindelige kunstnere, hun repræsenterer, den anerkendelse, de fortjener. Som læser efterlades man med en følelse af, at vi kun har set toppen af isbjerget, når det gælder kvindernes plads i kunstens historie – og et ønske om, at flere stemmer som Tuxens bliver hørt.«
Katarina Søby, Omnibus, 12. november 2024
4 stjerner - ★★★★
Go’ morgen Danmark, 14. november 2024 (interview)
»Bogen er skrevet af Laurits Tuxens oldebarn Marianne Abrahamsen og af kunsthistorikeren Marie Laulund, der begge har lagt sig i selen for at fremdrage dokumentation om den glemte kunstner, som man kunne ønske at se en større udstilling med. Bogen giver absolut appetit på et nærmere bekendtskab med denne oversete kunstner, selvom den generelt fortæller for lidt om Nicoline Tuxens kunst og for meget om det biografiske og om de kvindelige kunstneres usle vilkår.«
Lisbeth Bonde, Kristeligt Dagblad, 17. november 2024
4 stjerner - ★★★★
Antal sider: 144
ISBN: 9788772166452
Udgave, år: 1, 2024
Oplag, år: 1, 2024
Udgivelse: 01-11-2024
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 20851