Lotteriet og andre noveller
I denne første danske udgivelse af Shirley Jacksons noveller optræder det berømte hovedværk 'Lotteriet' i en samling på i alt 20 fortællinger, der spænder fra det skæve og humoristiske over menneskers hverdagsondskab til de rene gyserhistorier.
Jackson forstår, at det moderne livs uhygge ikke findes i vold og hjemsøgelser, men i menneskesindets mørke understrøm. For nogle af hendes karakterer pibler denne understrøm stille af sted og bryder aldrig op gennem tankernes jordlag, men manifesterer sig måske som manglende empati eller fremmedfrygt.
Ligeledes er fremmedgørelse og identitetstab tilbagevendende temaer hos Shirley Jackson, og hun udforsker dem i flere af samlingens noveller.
Lotteriet og andre noveller er fjerde bind i Alhambras serie af Jackson-udgivelser og har forord af forfatter Ursula Scavenius.
Der er allerede udkommet tre af Shirley Jacksons romaner på dansk. Selvom hendes romaner ofte må anses for at være mesterværker, ernærede hun sig først og fremmest som novelleforfatter. Hendes efterladte samlinger er en skatkiste af indsigtsfulde, uhyggelige, morsomme og knivskarpe historier.
Novellesamlingen her er særlig udvalgt til et dansk publikum.
Oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen
Lydbog indlæst af My Rasmussen
»Jackson er en mester i udforskningen af det mystiske, det bizarre og det uforklarlige. Hun skaber en stemning og en oplevelse for læseren, som er opslugende og giver gåsehud. Det er umuligt ikke at blive suget ind i hendes univers og helt opslugt af hendes historier. Og så er jeg vild med, at Jackson ikke var bange for at kommentere på politiske spørgsmål, og at hun formår at skrive med underliggende feministiske budskaber. Novellesamlingen tilbyder et velskrevet forord af Ursula Scavenius, så læseren får et kendskab til Jacksons noveller.«
Maries Bogunivers
5 stjerner - ★★★★★
»På trods af oprindeligt at være skrevet i 1950’erne, er novellerne stadig skræmmende aktuelle i dag. […] Novellerne er fyldt med skarpe iagttagelser og kommentarer til hverdagslivet, men det bliver aldrig kedeligt, for der er masser af mystiske hændelser og detaljer, der holder historierne interessante, og jeg var sært fascineret af langt de fleste af dem. Hvis man allerede kan lide Shirley Jacksons skrivestil og øvrige udgivelser, vil jeg klart anbefale også at læse denne novellesamling. Og hvis man er helt ny til hendes forfatterskab, ville denne være et rigtigt godt sted at starte for at få en fornemmelse af, hvad det er, hun er så god til.«
Reading Raindrops
»Husker du sci-fi-forfatteren Ray Bradbury? Ligesom kunstneren Magritte kunne han spille vores forhåndsforventninger et puds. Det samme kunne Shirley Jackson (1916-65), og det bevises suverænt i de 20 noveller i samlingen »Lotteriet og andre noveller«. [...] Shirley Jacksons noveller er ganske enkelt interessante og tankevækkende bekendtskaber og tilmed enkelt og effektivt skrevet. Hvis du er så heldig at være togpendler, kan du snuppe én hver vej de næste par uger. Glæd dig!«
Marie Louise Wedel Bruun, Berlingske
5 stjerner - ★★★★★
»Og omsider kan de linjer [Lotteriet] læses på autoritativt, lydhørt dansk, i nemlig Lotteriet og andre noveller, fordansket og udvalgt med sikker hånd [...] af Rebekka Hjelholt Svendsen, der også har stået for fordanskningerne af de tre romaner Fuglereden, Mørket i Hill House og Vi har altid boet på slottet i forlaget Alhambras fortjenstfulde (og fortjenstfuldt smukt bogdesignede) lancering af et forfatterskab, der nu omsider betragtes som ikke bare gotisk gysende genrekanonisk, men absolut, rent, litterært kanonisk.«
Lars Bukdahl, Weekendavisen
»’Lotteriet og andre noveller’ […] er intet mindre end eminent […] Shirley Jackson kan fortælle meget med få sider og jeg ELSKER den her novelle-samling. Min bøn til forlaget Alhambra: bliv ved med at udgive hende på dansk.«
Bogbanden
6 stjerner - ★★★★★★
»[…] mesterligt oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen. […] Jackson har en eminent og enestående skrivestil, som i sig selv gør det værd at kaste sig over novellerne. Hun kan fortælle så meget med utrolig få virkemidler. Jeg håber, at Alhambra fortsætter med at udgive flere af Shirley Jacksons værker på dansk.«
Tanja Hirsvang Tybring, Bogblogger.dk, 7. oktober 2022
»Jeg vil bestemt anbefale denne novellesamling. Bogen har været en fornøjelse at læse og jeg har både gyst og grint.«
Piamadsen70 på instagram, 7. november 2022
»Blandingen af provinsiel hygge og systematiseret drab er ekstremt virkningsfuld, og peger på det sorte og syge, der vokser i og mellem mennesker. Som fører til uhyrligheder. Auschwitz, Srebrenica, Butja. Det tænker jeg. I selskab med " Lotteriet og andre noveller", der er vildt læseværdig. Og ofte rystende. Selv nu. På lang afstand af Shirley Jacksons liv og tid.«
Jeppe Krogsgaard Christensen, Kristeligt Dagblad
6 stjerner - ★★★★★★
»I det hele taget må man sige, at selvom størstedelen af novellerne er skrevet i 1950’erne, genkender man de fleste af problemstillingerne også her i 2023. Foruden redaktørens introduktion har Ursula Scavenius forsynet samlingen med et glimrende forord. Stor kredit til Alhambra for endelig at have udgivet dette vigtige forfatterskab på dansk.«
Bogpusheren
6 stjerner - ★★★★★★
Antal sider: 343
ISBN: 9788772165608
Udgave, år: 1, 2022
Oplag, år: 1, 2022
Udgivelse: 08-08-2022
Indbinding: Indbundet
Best.nr.: 13791