Vi har altid boet på slottet
Vi har altid boet på slottet er klassikeren, du aldrig har fået læst. Det er nemlig først nu, at Shirley Jacksons anmelderroste gyser fra 1962 udkommer på dansk. Leonora Christina Skov har skrevet forord. Du skal læse denne roman, hvis du er til en mørk, humoristisk og gotisk fortælling, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være normal.
»Mit navn er Mary Katherine Blackwood. Jeg er atten år gammel, og jeg bor sammen med min søster Constance. Jeg har ofte tænkt, at jeg med lidt held kunne være blevet født som varulv, for de to midterste fingre på begge mine hænder er lige lange, men jeg har måttet stille mig tilfreds med det, jeg har. Jeg kan ikke lide at vaske mig, hunde eller støj. Jeg kan godt lide min søster Constance, Richard Plantagenet og Amanita phalloides, den grønne fluesvamp. Alle andre i min familie er døde«.
Sådan begynder Vi har altid boet på slottet. Og sådan fortsætter den. Romanen er en klassiker inden for den moderne gotik, et heksebryg af sære karakterer, stemningsmættet prosa og sort, sort humor.
Lige siden giftmordet, der tog livet af næsten hele familien Blackwood, har de lokale set skævt til huset bag det høje hegn. Merricat Blackwood bor der stadig med sin søster Constance og deres gamle onkel, og livet går roligt videre for dem alle tre. Constance pusler i haven og køkkenet, onkel Julian nusser med sine papirer, og Merricat begraver sølvmønter ved bækken og hvisker hemmelige ord i mørket for at holde dem fri for onde øjne.
Men der er forandring på vej. Da søstrenes fætter Charles trænger ind i huset og begynder at forstyrre de faste rutiner, er det kun Merricat, der aner faren. Og kun hun kan drive ham bort, før det er for sent, og Blackwoodfamiliens hemmeligheder kommer frem i lyset.
Forord af Leonora Christina Skov
»[Shirley Jacksons] største bog [...] Vi falder ned gennem dybderne, indtil overfladen kun er et spøgelsesagtigt skær højt over os, tæt på at være glemt, og jo dybere, vi synker ned, jo dybere har vi lyst til at komme«.
Donna Tartt
»Et mesterværk inden for gotisk spænding«.
Joyce Carol Oates
»Et uhyggeligt kraftfuldt og forbløffende nyskabende heksebryg«.
The New York Times
»Snyd ikke dig selv for denne perle!«
Bogblogger.dk
»Her er en bog, der absolut fortjener sin kultstatus. […] en fremragende, uhyggelig, nervepirrende og hemmelighedsfuld roman. Den formår at være alle disse ting (og mere!) på blot 255 sider. […] Den er toppen af gotisk litteratur«.
Boguglen.blog
»Jeg vil virkelig anbefale den her bog til jer, som godt kan lide det gotiske og lidt mørkere temaer uden at være til krimier. Jeg vil også anbefale bogen til dem, som godt kan lide lidt ældre skriverier og godt kan lide det mystiske og anderledes i ikke-nutidsværker«.
The Bookish Boegeskov
5 stjerner - ★★★★★
»En stemningsfuld og finurlig fortælling – som kan læses igen og igen. [...] Den er genial og perfekt«.
Bookworm’s Closet
»Ondskab, når den er bedst [...] Det onde, det dæmoniske, hos Jackson afslører sig ikke, før det er for sent. Og når det gør, er det så forbandet uhyggeligt, fordi det til forveksling ligner os selv. ’Vi har altid boet på slottet’ er et møde med en dybt interessant ustabil fortæller, en hekseroman, en slægtning til Mary Shellys Frankenstein og et originalt hovedbidrag til den amerikanske gotiske litteratur. Glem alt om simpel ondskab, forløsende chokeffekter og hyggelig uhygge. Forvent ingen nåde«.
Weekendavisen
5 stjerner - ★★★★★
»Klokken tre i nat lukkede jeg bogen. Jeg havde siddet det halve af natten og læst de sidste 150 sider. Det var ganske enkelt umuligt at lægge den fra mig. Da jeg færdiggjorde Vi har altid boet på slottet, stod det klart for mig, at jeg nu har en mission; at få så mange mennesker overhovedet muligt til at læse den. […] en stramt fortalt genistreg fra Jacksons hånd«.
Majasmareridt.dk
5 stjerner - ★★★★★
»Den overraskede mig ved at være en helt unik historie, fordi man overhovedet ikke ved, hvor man har karaktererne henne, og den er ikke som noget, jeg tidligere har læst, men kan varmt anbefales«.
Reading Raindrops
4 stjerner - ★★★★
»[...] hvor er det underligt, at jeg ikke har hørt om Shirley Jackson før – og hvor er det en skam. Flere burde kende hende. Hvor var det en spændende, mørk og dyster læseoplevelse.
Jeg var ret vild med historien og særligt stemningen gennem hele læsningen. Der er nuancer i sproget og en helt specifik og creepy stemning, der kryber langsomt ind under huden. [...] Kan varmt anbefales, hvis man har lyst til at få klassiker-vibes.«
EvaLuciaMusicandLiterature
4 stjerner - ★★★★
»Det er virkelig et mesterværk - og et som Leonora Christina Skov også skriver - alt for underkendt mesterværk«.
Skrivepulten
5 stjerner - ★★★★★
»Vi har altid boet på slottet er en spændende, nervepirrende læseoplevelse, som giver kuldegysninger og griber fat i en. Det er en mindeværdig bog, som kan læses igen og igen.«
Maries Bogunivers
5 stjerner - ★★★★★
»En af de mest interessante og stemningsfyldte bøger, jeg har læst.«
HyggeLitt
5 stjerner - ★★★★★
»Jeg var supergodt underholdt og fastholdt af denne urovækkende, sælsomme og vibrerende fortælling af Shirley Jackson. Man mærker hendes kæmpe talent fra første sætning. Og i alle de samtlige. Hver eneste sætning virker nøje konstrueret med øje for en stram og samtidig flydende let læseoplevelse.«
Bibliotefar, 16. april 2023
Antal sider: 255
ISBN: 9788772164366
Udgave, år: 2, 2021
Oplag, år: 1, 2021
Udgivelse: 01-03-2021
Indbinding: Paperback
Best.nr.: 14777