En families liv med autisme og ADHD
– fra børnehave til bostedHvordan får man en familie til at fungere, når ens barn har særlige behov? I bogen her giver Dorthe Ørsig inspiration fra alt det lavpraktiske, som hvordan man får sit barn til at gå på toilettet, i bad og tage tøj på, til de store emner som samtaler om bedsteforældre, der dør, hvordan man giver plads til andre søskende i familien og tanker om livet som voksen.
I En families liv med autisme og ADHD følger vi Frederik, der har begge diagnoser. Bogen begynder, da Frederik er fem år, og slutter, da han som 21-årig flytter hjemmefra. Frederiks mor, Dorthe Ørsig, beskriver alle de tiltag, hun har lavet for at hjælpe sin søn bedst muligt igennem hverdagen og livet.
En families liv med autisme og ADHD er fuld af konkrete råd og tips til andre familier i samme situation. Små belønninger, KAT-kassen, Boardmaker, ’trappen’ og en god portion kærlighed og tålmodighed har gjort en stor forskel for Frederik og hans familie. Bogen er til alle familier, hvor der er børn med autisme, ADHD eller andre særlige behov, og som ønsker hjælp til hverdagens udfordringer, store som små.
En families liv med autisme og ADHD er baseret på de populære og udsolgte bøger Mor, hjælp mig og Mor, husk mig samt e-bogen Mig og dig. Bogen her består af et udvalg af de bedste tips og opslag fra de tre ældre bøger samt nye råd om at have en stor teenager og begyndende voksen med autisme og ADHD i hjemmet.
»Dejligt, at forfatteren Dorthe Ørsig tør fortælle om dagligdags ting […] det gør bogen vedkommende. Bogen er det rene guld, den er fyldt med små positive forslag til løsninger i en hverdag med næsten uovervindelige forandringer for en ung med diagnoser. Jeg læste bogen i et stræk. Kan stærkt anbefales.«
Karakteren 10
Kai Pedersen, Specialpædagogisk månedsblad, nr. 227, januar 2023
»Fantastisk bog. […] en stor anbefaling herfra. Er man forældre med et barn på spektret, er denne bog guld værd. Ørsig får vendt mange emner og stadier i en ung neurodivergent persons liv på en let og overskuelig måde, som jeg tænker med sikkerhed kan være med til at få folk til at føle sig mindre alene i deres situation.«
Nicks Reol, 22. januar 2023
»Kortfattet og letlæselig praktisk anvendelig bog […] Der er meget at hente for andre familier i lignende situationer. […] Bogens force er de mange praktiske råd og ’vejledninger’.«
Bibliotekernes lektørudtalelse, uge 4, 2023
»I mit arbejde som psykolog møder jeg ofte forældre, der står i samme situation som forfatteren. De spørger som regel om, hvad de skal gøre, idet situationerne i hjemmet ofte er blevet opkørt og fastlåst efter mange konfliktsituationer, og forældrene er frustrerede og opgivende. Vi fortæller i psykiatrien om diagnoser som forklaring på vanskelighederne og omfanget af disse, men kan ikke altid ramme beskrivelserne af hverdagen så godt som denne mor, der har levet med det.«
Jette Vorup, specialpsykolog
»Dette er en vidunderlig simpel bog! Jeg tror, den vil hjælpe mange familier, hvor der er børn med autisme og ADHD. Jeg er selv far til et barn, der for nyligt blev udredt med ADHD og autisme. Denne nye verden er ærlig talt lidt skræmmende for mig, men bogen har allerede gjort det hele lidt mindre stressende, mere håndterligt. [...] Jeg tror desuden, at jeg vil kunne bruge bogen som et slags opslagsværk til de forskellige situationer, når (og ikke hvis) de opstår senere hen.«
Far til barn med ADHD og autisme
»Bogen er letlæselig med korte afsnit, en perfekt indholdsfortegnelse, som nemt kan bruges til opslagsværk«
Boglivet, 12. februar 2023
Antal sider: 216
ISBN: 9788772166438
Udgave, år: 1, 2022
Oplag, år: 1, 2022
Udgivelse: 15-12-2022
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 15670