Nej, det er ikke bare dig
– en debatbog om psykosocialt arbejdsmiljøArbejdsmiljølovgivningen bliver overtrådt hver eneste dag – hvad kan vi gøre ved det? I Nej, det er ikke bare dig ser Ditte Brøndum på, hvordan vi kan undgå at blive syge af at gå på arbejde, og hvordan vi kan få arbejdsgiverne til at påtage sig deres ansvar for at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø.
Hver syvende unge sygeplejerske går ned med stress, hver tredje socialrådgiver er stresset, og antallet af pædagoger med stress-symptomer er steget med 50 % på fire år. Det er ikke godt nok!
Arbejdsmiljølovens § 1 siger: »Ved loven tilstræbes at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø …« Men den paragraf bliver overtrådt hver eneste dag. Forskningen viser nemlig en klar sammenhæng mellem sygefravær og dårligt psykosocialt arbejdsmiljø. Alligevel får det kun få konsekvenser for arbejdsgiverne, som ofte skyder problemerne over på den enkelte medarbejder.
Arbejdstilsynet sanktionerer yderst sjældent, og dem, der lider psykisk skade på jobbet, får stort set ingen erstatning. Det værste af det hele er dog, at arbejdspladserne tilsyneladende ikke lærer af deres fejl, så problemerne forsætter.
Ditte Brøndum har selv været der, hvor belastningerne førte til en sygemelding. I dag er hun landet på den anden side med en ambition om at sætte nye standarder for, hvordan samfundet løser de psykosociale arbejdsmiljøproblemer. Hun er politisk valgt i fagbevægelsen, og med udgangspunkt i sin egen historie dykker hun ned i både problematikker og løsninger.
Derudover giver bogen en indføring i, hvordan arbejdsmiljøsystemerne er indrettede – og hvordan vi kan forbedre dem. Et godt psykosocialt arbejdsmiljø er ikke en tilfældighed. Det er noget, der kan påvirkes af de rigtige ledelsesmæssige og politiske beslutninger.
»Det er en bog, der sætter fokus fagligt og sagligt på arbejdsmiljøet eller mangel på samme. Her er der tale om det psykosociale arbejdsmiljø, som har været og er stadigt et undervurderet område. Ditte Brøndum sætter lys på virkeligheden på en meget grundig måde. [...] Det er en positiv og meget informativ beskrivelse af emnet. Bogen kan anbefales til politikere, fagbevægelse, arbejdsmiljørepræsentanter og sikkerhedsorganisationer på virksomhederne.«
Per Nielsen, lagerarbejder
»Man mærker med det samme Ditte Brøndums engagement og nysgerrighed på: Hvad er der med det der psykosociale arbejdsmiljø? Hvad er det, der sker, hvorfor sker det, og hvad kan der gøres? Ditte Brøndum kommer godt rundt om emnet. [...] Ditte Brøndum sætter mange tanker i gang og har dermed bidraget med et rigtig godt grundlag for videre debat på et felt, der berører størstedelen af Danmarks befolkning, men sjældent får den opmærksomhed, det behøver.«
Lenea Zeidler, cand.scient.soc.
Antal sider: 208
ISBN: 9788772165080
Udgave, år: 1, 2022
Oplag, år: 1, 2022
Udgivelse: 11-02-2022
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 11490