Mit urolige barn
– guide til en bedre hverdagHvad kan forældre og andre i nærheden af et uroligt barn gøre for at få en bedre hverdag?
Bogen giver forskellige mulige forklaringer på barnets uro og på, hvorfor det er så svært at opdrage. Og ikke mindst kommer forfatteren med forslag til, hvad man kan gøre for at skabe mere ro og få et bedre samspil med barnet. Forfatteren præsenterer de fem S’er i børneopdragelse: samspil, struktur, sund kost, stimulering og søvn.
Børn forsøger i næsten alle tilfælde at være søde og samarbejde med deres forældre, men alligevel ender det ofte galt. De kan ikke holde sig i ro eller lade være med at løbe skrigende gennem huset. Her er det nødvendigt for forældrene – der også forsøger det bedste, de har lært – med mere viden om, hvorfor barnet er uroligt, og hvad man kan gøre. Det gælder både for de børn, der får en diagnose, og for de mange børn, som ’bare’ er mere urolige end deres kammerater.
Bogen præsenterer den nyeste viden inden for børneneuropsykologien og neuropædagogikken, som i de senere år har givet os megen ny viden og langt flere handlemuligheder. Og den kommer med eksempler på, hvordan man kan få hverdagen i familien til at fungere bedre. På denne måde bygges der bro mellem moderne hjerneforskning og børneneuropsykologi på den ene side og familiernes praktiske hverdag på den anden.
Bogen handler især om børn i alderen 5-12 år, men forældre til både yngre og ældre børn kan også hente inspiration til, hvordan de kan udvide deres handlemuligheder. Bogen kan også læses af pædagoger og andre, der arbejder med urolige børn.
Tegninger: Linda Gil
»En utrolig god bog, der på grund af sit letlæselige sprog med mange ideer til konkrete tiltag og kobling til teoretisk viden ikke kun henvender sig til forældre, lærere og pædagoger. Den har i højeste grad givet mig som AKT-konsulent inspiration til min rådgivning og vejledning i forhold til, hvordan vi voksne bedst kan hjælpe et barn, hvor uroligheden fylder, til hvordan vi kan hjælpe barnet til at give plads til roen«.
Signe Gramstrup Hansen, AKT-konsulent
»Det er en rigtig god bog. Den er god, fordi den giver et overblik, er godt opdelt i emner og sætter fokus på de fem S’er som de vigtigste temaer ved forståelse og opdragelse af børn mellem 5 og 12 år. Jeg er glad for, at bogens fokus netop er den aldersgruppe. Det signalerer også, at børn fra 0 til 4 år og 13 til 18 har deres helt særlige fokusområder, når det kommer til opdragelse, udvikling og forståelse. Men selvfølgelig kan der i bogen også hentes inspiration til forståelsen af adfærd hos små børn og teenagere. Bogen er en hjælp til at finde løsninger på udfordringer som forældre, pædagoger og lærere, står med i hverdagen«.
Steen Christiansen, socialrådgiver og ungdomspædagog
»Denne bog ville jeg gerne selv have skrevet, den er en gave til forældre med et barn, der fylder – og som andre bliver irriterede på. Den er skrevet med sans for sårbarheden ved dette og giver god opbakning om emnet. Jeg kender ikke andre bøger af danske forfattere, der kommer så godt om problemstillinger, dels ved at beskrive dem med identificerbare cases og teori og dernæst kommer med handlingsforslag man kan forholde sig til og anvende i hverdagen«.
Jette Vorup, psykolog
»Bogen er delt godt op og skrevet i et letforståeligt sprog. Det er let at navigere i den og finde netop det kapitel, som man leder efter. Jeg kan godt lide, at diagnoser og fordomme og forestillinger, som bliver almindeligt omtalt, sættes på plads med fakta«.
Isabella Sandberg, folkeskolelærer og psykoterapeut
»En meget konkret handlingsorienteret bog, der formidler sit stof på en fin måde og krydrer med eksempler, som mange forældre vil kunne genkende fra hverdagen. […] Nærværende bog har sin styrke i den konkrete, praktiske og lidt bredere tilgang til emnet«.
Bibliotekernes lektørudtalelse
»En rigtig ’brugsbog’. Man mærker straks, at her er en forfatter, som ved noget om sit stof og gerne vil fortælle om det. Vi har alle sammen den slags elever, så bogen vil være kærkommen viden for alle i skolesystemet«.
Karakteren 12 i AKTbladet
»[...] Helle Kjærgård [tør] udfordre dagens forældreidealer ved at hjælpe med dannelse af realistiske forventninger til såvel det urolige barn som familielivet. […] Helle Kjærgård formår i den grad at ramme ’spot on’ på de forskellige aspekter af vanskeligheder med urolige børn. Med sin faglige tyngde og brede erfaring giver hun læseren forståelse for årsager til børns urolige adfærd og muligheder og energi til at skabe forandringer for børnene. Hun har en fornem formidlingsevne, hvilket giver en spændende og berigende læseoplevelse, og ikke mindst kan man mærke den store omsorg, Helle Kjærgård har for disse urolige og utrolige børn og deres forældre«.
Psykolog Nyt
Antal sider: 208
ISBN: 9788771183412
Udgave, år: 1, 2014
Oplag, år: 2, 2023
Udgivelse: 04-06-2014
Indbinding: Hæftet m. flapper
Best.nr.: 11282