Mørket i Hill House
Endnu et af Shirley Jacksons mesterværker fås nu på dansk: Gyseren Mørket i Hill House (engelsk: The Haunting of Hill House). To film og en Netflix-serie er baseret på den uovertrufne roman. Nu har du mulighed for selv at stifte bekendtskab med en af det 20. århundredes største horror-værker.
Hun drejede bilen ind på det sidste stykke af indkørslen og befandt sig pludselig ansigt til ansigt med Hill House, og uden at tænke trampede hun bremsen i bund og stirrede måbende frem for sig. Huset var afskyeligt. Hun skælvede, og i hendes sind opstod uden videre tanken: Hill House er afskyeligt, det er sygt; skynd dig væk herfra med det samme.
En rigtig gyser foregår i hjemmet – det gælder også Mørket i Hill House. Huset som den ukendte modstander går helt tilbage til Horace Walpoles Slottet i Otranto fra 1764, og det bruges stadig i horrorlitteraturen i dag. Det, der burde være vores base og vores skjold, vender sig pludselig imod os.
I Mørket i Hill House følger vi fire søgende sjæle. De flytter ind i det forladte Hill House, der står stolt og uligevægtigt mellem sine bakker. Dag for dag strammer huset sit greb om dem. Det smækker med dørene, hvisker i natten og rækker ud efter dem med sit mørke. Måske bør de alle bryde op, før det er for sent. Men Hill House er ved at samle sine kræfter, og det har ikke i sinde at slippe gæsterne så let.
Oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen
Forord af Bo Green Jensen
Lydbog indlæst af My Rasmussen
»[…] foruroligende og absolut læseværdig! […] en dejlig læseoplevelse.«
Bog_review på instagram-profil
»Det er den fascinerende force ved Jacksons roman […] At den just som hos gamle Poe lader terroren være introvert hos både romanperson og den opvakte læser. […] Hendes prosa svinger mellem det impressionistisk registrerende og så det sært og målløse kakofoniske, hvor humor bryder alvor, og alle taler i munden på hinanden. […] Bo Green Jensen har skrevet et forbilledligt og velskrevet forord.«
Bo Tao Michaëlis i Politiken
5 stjerner - ★★★★★
»[…] en gyserklassiker, der lever op til sit ry. […] en af de absolut mest sælsomme og urovækkende gysere, jeg har læst.«
Majas Mareridt
5 stjerner - ★★★★★
»Jeg er endnu engang begejstret for Shirley Jackson. Hendes skrivestil er fænomenal (og stor ros til oversætter Rebekka Hjelholt Svendsen her), uhyggen driver ned ad væggene. Der er ingen blod eller vold – i stedet fornemmer man den psykologiske terror, som huset udsætter de besøgende for. Hvad er virkeligt, og hvad er fantasi? Det er horror, når det er bedst.«
Bogblogger.dk
5 stjerner - ★★★★★
»Hold da op, hvor var bogen en god oplevelse. […] ’Mørket i Hill House’ er en gribende, uhyggelig og velfortalt gyserroman, som jeg varmt kan anbefale – hvis du tør.«
Maries Bogunivers
5 stjerner - ★★★★★
»Shirley Jackson er en overlegen fortæller med speciale i langsomt skridende virkelighed. […] ’Mørket i Hill House’ er kompleks litterær uhygge, når den er allerbedst.«
Weekendavisen
»Jeg slugte denne bog på en dag. […] Shirley Jackson er en gysermester«.
Boguglen.blog
»Det her er virkelig en vild bog, på sin egen stilfærdige og uhyggelige måde. Udover at være et godt gys så er det også en fin fortælling om identitet, om at høre til, om afsavn, ensomhed og kærlighed. I min optik er denne bog noget ganske særligt og jeg fornemmer at det ikke er en bog, som slipper sit tag i mig lige med det samme, på trods af, at sidste side for længst er vendt.«
Sidses Bogreol
6 stjerner - ★★★★★★
»Hill House markerer fra starten sit potentiale, men husets egentlige magt udfolder sig pinefuldt langsomt gennem bogen, som kræver fuldkommen opmærksomhed fra sin læser. Hurtigt går vi fra ubestemmeligt ubehag over egentlige magtdemonstrationer til ren rædsel, og på intet tidspunkt er det muligt at lægge den fra sig. Fuldkommen som det ikke er muligt for de besøgende at forlade huset, kan man som læser ikke forlade dets historie.«
Fifty Fabulous
»En pragtfuld gyser, der efterlader sin læser forundret og imponeret. […] Den er mærkelig og uimodståelig – præcis som Jacksons mesterværk Vi har altid boet på slottet.«
The Bookworms Closet
5 stjerner - ★★★★★
»[…] en fantastisk, skræmmende læseoplevelse. Den er veludført og helt i gennem en bog i særklasse. Jeg vil virkelig anbefale seere af serien at læse bogen, for de er SLET ikke ens, det er to vidt forskellige fortællinger. Jeg vil også anbefale fans af gys at læse denne bog.«
The Bookish Boegeskov
5 stjerner - ★★★★★
»Er du [til] gys, goth og psykologiske thriller er denne bog en fantastisk læseoplevelse.«
Laeseoplevelser.dk på instagram, 13. november 2022
»Jeg er begejstret for Shirley Jackson. Hendes skrivestil er fænomenal (og stor ros til oversætter Rebekka Hjelholt Svendsen her), uhyggen driver ned ad væggene. Der er ingen blod eller vold – i stedet fornemmer man den psykologiske terror, som huset udsætter de besøgende for. […] Det, jeg virkelig også godt kan lide, er, at Jackson i høj grad lader det være op til læseren at bedømme, hvad der egentlig foregår. Uhyggen ligger i stemningen og alt det usagte, og slutningen understreger bare, hvor mesterligt udført romanen er.«
Bookbestiesdk, 1. november 2024
»og så er der Jacksons pen. jeg ved ikke, hvordan hun gør det, men hun formår at skrive så godt. historien udspiller sig så levende for den læsendes indre blik; der var en scene, hvor jeg vitterligt blev helt svimmel! til tider var jeg selv i Hill House, jeg mærkede kulden og de bange anelser sammen med resten af persongalleriet. gotiske gysere, og gotiske romaner i det hele taget. ak, hvorfor læse nyt, når der eksisterer så meget godt og gammelt.«
Poetisklindring, 19. november 2024
Antal sider: 312
ISBN: 9788772164991
Udgave, år: 1, 2021
Oplag, år: 2, 2021
Udgivelse: 31-08-2021
Indbinding: Paperback
Best.nr.: 11433