Karin Michaëlis – skandaleforfatter, feminist, pacifist og (måske) inspirationen til Pippi Langstrømpe
Karin Michaëlis blev født i Randers den 20. marts 1872. I 1895 flyttede hun til København, hvor hun blev gift med forfatteren Sophus Michaëlis. Gennem hans netværk i danske forfatterkredse blev Karin selv inspireret til at skrive. Ægteskabet varede dog ikke længe, hun og Sophus blev skilt i 1911. Året efter giftede hun sig med Charles Stangeland. Det var ikke et lykkeligt ægteskab, men de blev sammen til 1930.
Hun var en afsindig aktiv forfatter og skrev bl.a. børnebogsserien om Bibi, der rejste rundt i Europa. Serien, der består af syv bind, og som udkom fra 1929 til 1939, blev en gigantisk succes, og det siges, at Bibi var inspirationskilden for Astrid Lindgren, da hun skrev sine bøger om Pippi Langstrømpe. Bibi-bøgerne blev oversat til 20 sprog, og i mange europæiske lande husker man i dag stadig Michaëlis, selvom hun for mange danskere er stort set ukendt.
Udover børnebøgerne skrev Karin Michaëlis bøger til voksne. Hele 36 blev det til. Hun debuterede i 1898 med Højt spil, en novellesamling. De første bøger gik dårligt, men da Den farlige alder udkom i 1910, skabte hun furore. Fortællingen om den midaldrende Elsie Lindtner, der forlader sin mand, og som alene på en stille ø reflekterer over overgangsalderen, menstruation, ægteskab og utroskab var mere, end samtiden kunne holde til. Romanen blev en skandale – og en bestseller.
Samme år udkom Kvindehjerter under pseudonym. Rygterne løb om, hvem der stod bag endnu en skandaløs brevroman om kvinder, køn, skilsmisse og utroskab, og snart var det svært at mane i jorden, at forfatterne måtte være Michaëlis og skuespilleren Betty Nansen.
20 år senere udkom et af forfatterskabets hovedværker: Hjertets vagabond. Her følger vi Kirsten, kunstner og globetrotter, der lever et liv, som de færreste kvinder kunne eller turde på det tidspunkt. Bogen er baseret på maleren Kirsten Kjærs (1893-1985) liv.
Karin Michaëlis døde i 1950.
Flere af Michaëlis' romaner udkom i store oplag og på flere end 20 sprog, men i Danmark blev hun indtil for nylig primært læst i akademiske kredse. Heldigvis hører Michaëlis blandt de kvindelige forfattere, der nu bliver genopdaget, og Dagbladet Information har i 2023 optaget hende i deres nye litteraturkanon som én af de 12 vigtigste danske, kvindelige forfattere.
Læs mere om forfatteren på Litteratursiden.
6 ting, du (måske) ikke vidste om Karin Michaëlis
1. Dyreaktivist
Karin Michaëlis kæmpede for frigørelse på mange fronter. Mange ved, at hun var en aktiv kvindesagsforkæmper, men de færreste ved, at hun også var dyreaktivist. I Hjertets vagabond skinner hendes kærlighed til dyr tydeligt igennem.
2. Flygtning i USA under 2. Verdenskrig
Michaëlis er også kendt for at have givet husly til den antinazistiske forfatter og dramatiker Bertolt Brecht i 1930'erne. Af bl.a. den grund måtte hun under besættelsen gå i eksil i USA, hvor hun boede 1939-1946.
3. Tjente en formue, men døde fattig
Karin Michaëlis blev rig på sine bøger, men den formue, de indbragte hende, kom især fra Tyskland. I kølvandet på nazisternes magtovertagelse mistede hun hele sin tyske indtægt, fordi hendes bøger blev forbudt. Da hun bosatte sig i USA, måtte hun leve af at skrive journalistik. Da hun vendte hjem til Danmark efter krigen, var hun både glemt og fattig.
4. Skrev breve til Stalin
Michaëlis var pacifist, og hun skrev breve til Joseph Stalin, bl.a. for at fortælle ham, at han skulle opføre sig ordentligt.
5. Albert Einstein deltog i hendes fødselsdagsfest
I første halvdel af det 20. århundrede var Karin Michaëlis den mest kendte kvindelige, danske forfatter i udlandet. Som 70-årig blev Michaëlis fejret i New York til en stor fest arrangeret af bl.a. Albert Einstein.
6. Inspirerede Tove Ditlevsen
Michaëlis modtag mange fanbreve. Og ét var fra Tove Ditlevsen, som i et brev fra 1946 fortæller, hvor stor betydning Michaëlis’ arbejde har haft for Tove Ditlevsens eget arbejde som forfatter.