Bag om whiplash
En håndbog for tilskadekomne, men også pårørende og fagfolk kan med fordel læse med. Den kommer hele vejen rundt om de vanskeligheder, man kan møde efter en whiplashulykke, og klæder den whiplashramte på til at håndtere skader og udfordringer.
I bogen kan den whiplashramte hente hjælp til at øge sin handlekraft og til at forbedre sin kommunikation med sundhedssystemet og pårørende – og til at gå nye veje og ikke mindst til at håndtere smerterne.
Whiplash og hjernerystelse går ofte hånd i hånd, da mange bliver skadet på både nakke og hoved i samme ulykke. Bogen har sit primære fokus på whiplash, men dykker også ned i problematikkerne omkring hjernerystelse.
Hvordan navigerer man i junglen af informationer og anbefalinger? I bogen får læseren jordnære tips og konkret hjælp til, hvordan man forholder sig til behandling, øvelser, stress, hverdagen, smertedæmpende kost og meget mere. Forfatterne møder læseren midt i den dagligdag og det kaos, som man kan havne i.
Bogen giver konkret baggrundsviden om whiplash og går bag om myter og fordomme. Whiplash som begreb gennemgås rent historisk, og bogen debatterer og undersøger skader, symptomer og behandling. Det er en letlæselig og overskuelig bog, skrevet i korte afsnit, så man kan gå til og fra bogen og læse lidt ad gangen.
Bogen bringer interview med en række danske og udenlandske eksperter. Desuden har en række fagpersoner, bl.a. speciallæger og behandlere, bidraget med deres viden til bogen.
Også sundhedspersonale som læger, fysioterapeuter, kiropraktorer og sagsbehandlere kan læse med og få ny viden samt indsigt i den whiplashramtes verden.
Charlotte Lillegaard Petersen og Bodil Møller Christensen har begge selv skader efter whiplash. De har beskæftiget sig indgående og fagligt med emnet i mange år, bl.a. i form af informationsarbejde og patientrådgivning – og de har skrevet den bog, de selv har manglet.
»En godt skrevet bog – konkret og ligetil – om en kompliceret lidelse, som især de ramte – børn og voksne – kan have meget stor glæde af. Det er imponerende, hvor mange forhold i hverdagen med betydning for livskvaliteten hos mennesker, der rammes af Whiplash og hjernerystelse, som de to forfattere får behandlet i bogens 247 sider«.
Steen Christiansen, cand.adm.pol., socialrådgiver, ungdomspædagog
»Som whiplash-læser føler man sig forstået, hvilket er en sjælden oplevelse. Netop denne forståelse, og at forfatterne kommer langt omkring, adskiller bogen fra andre, jeg har læst om whiplash. [...] Jeg har haft en overordentlig positiv oplevelse ved at læse bogen«.
Henni Fyhn, whiplash-ramt skolelærer
»Bogen er en mulighed for at få et kig ind i den samtale, der foregår udenfor det professionelle rum, og i de emner, der vedrører patienterne allermest. Til dette formål gør bogen sig godt, og den er både let forståelig og indsigtsfuld«.
Fysioterapeuten
»[…] simpelthen en uundværlig bog. […] Det er en meget informativ bog, som jeg varmt kan anbefale, og som jeg synes, alle med piskesmæld/hjernerystelse skal læse«.
Whiplash Nyt
»[…] en bog, man bliver klogere af at læse. Den kan anbefales som håndbog til alle whiplashramte og deres pårørende, men sundhedsfagligt personale vil også have megen glæde af at læse den«.
Overlæge Lise Kay i PTU's blad Livtag
Antal sider: 239
ISBN: 9788771183122
Udgave, år: 1, 2014
Oplag, år: 2, 2020
Udgivelse: 01-09-2014
Indbinding: Hæftet
Best.nr.: 6378