Interkulturel didaktik
Interkulturel didaktik viser, hvordan man som lærer i gymnasiet kan integrere en interkulturel dimension i sin undervisning og derigennem bygge bro over grænser og fordomme. På den måde kan man skabe et rum, hvor alle elever uanset baggrund får fuldt udbytte af undervisningen.
På trods af, at vi i Danmark er et samfund med stor etnisk, kulturel og religiøs alsidighed, så mangler mange lærere redskaber til at indarbejde og reflektere over, hvad denne diversitet betyder for deres undervisning.
Bogens første del diskuterer teoretiske tilgange og perspektiver, der kan give inspiration til lærere, der selv ønsker at arbejde med interkulturel didaktik. Anden del giver konkrete eksempler på undervisningsforløb og dermed eksempler på, hvordan en interkulturel didaktik kan se ud. Bogen diskuterer blandt andet:
- Hvorfor er der brug for en interkulturel didaktik?
- Hvordan kan man bruge elevernes forskelligartede baggrunde i undervisningen?
- Hvilke kulturbegreber opererer man typisk med i en dansk uddannelseskontekst?
- Hvordan kan kulturel og social mangfoldighed i klasserummet være en styrke?
- Hvordan kan man skabe et dialogisk og interkulturelt klasserum?
Interkulturel didaktik henvender sig især til undervisere på ungdomsuddannelserne og højskoler, men kan også med fordel læses af lærere i grundskolen og på videregående uddannelser.
Peter Hobel er lektor, ph.d. i fag- og skrivedidaktik ved Syddansk Universitet og underviser på BA-uddannelsen i Interkulturel Pædagogik.
Morten Meisner er master i Gymnasiepædagogik og lektor i historie, geografi og samfundsfag ved Duborg-Skolen samt ekstern lektor ved teoretisk pædagogikum ved Syddansk Universitet.
»Bogen er velskrevet og meget overskuelig, og den er klar i sit budskab […] Det er en god ide med en inddeling i en teoretisk og en konkret del – analyserne af undervisningsforløbene er vigtige og gode, og det er spændende at læse om to konkrete skoler, der arbejder med et interkulturelt afsæt.«
Bibliotekernes lektørudtalelse
»Jeg læste bogen med stor interesse og må indrømme, at den havde et meget større teoretisk fundament, end jeg havde overvejet eller forestillet mig. Jeg blev klogere og var særligt glad for, at den også inddrog nogle af de basale, teoretiske modeller o.l., som jeg genkendte fra mit pædagogikum, så den interkulturelle didaktik på den måde ikke stod ud som noget særligt, men blev sat i forbindelse med den didaktiske viden, jeg allerede havde. Flere af de didaktiske spørgsmål, som stilles på skoleniveau, samt overvejelserne i forbindelse med internationale samarbejder vil jeg fluks give videre til repræsentanter på min skole.«
Jeanette Garde Kongsgaard, gymnasielærer
»Det vil være oplagt for den pædagogiske ledelse og andre interesserede, at læse bogen og inddrage den som en del af rammen i skolens arbejde for et interkulturelt læringsmiljø i dagligdagen. Bogen nærmer sig emnet fra en teoretisk ramme, og som praktiker er det et godt bud på, hvordan vi ved fælles hjælp, kan udvikle skolekulturen, så den anerkender og favner flere elevtyper.«
Tine Tønnes Sørensen, gymnasielærer
Antal sider: 185
ISBN: 9788772161242
Udgave, år: 1, 2020
Oplag, år: 1, 2020
Udgivelse: 29-09-2020
Indbinding: Paperback
Best.nr.: 9780