Etik & finans
– etikkens rolle, når pengene rullerDer er et voksende fokus på etik i finansverdenen, men kan det overhovedet lade sig gøre at forbinde de to? Etik & finans peger på nye måder, hvorpå man kan forene etik med den finansielle sektor.
På et årsmøde i Finans Danmark i 2018 gik formand, Michael Rasmussen, på talerstolen og undskyldte. Efter afsløringer om hvidvask, spekulation i udbytteskat og en forrykt selvforståelse skulle der fra en samlet sektor siges undskyld til både kunder og samfundet generelt. Mest opmærksomhed fik udtalelsen om, at etik nu skulle sættes før profit.
Men giver det mening, at en samlet finanssektor pludselig sætter etik på dagsordenen? Hvordan sætter man overhovedet etikken først, når aktionærerne både forventer og kræver et konstant stigende afkast?
Disse spørgsmål og mange flere besvarer tidligere formand for Etisk Råd Jacob Birkler i Etik & finans. Bogen afdækker etikken i den finansielle sektor og peger på en række forskellige muligheder, når det bliver svært at navigere i etikken. Blandt bogens centrale pointer er budskabet om, at etik ikke alene handler om påbud, men primært er noget, vi byder os selv og hinanden.
Jakob Birckler kritiserer ikke – hverken personer eller organisationer. Hans mål er at finde frem til nye måder, hvorpå man kan beskæftige sig med etik i den finansielle verden.
Etik & finans adskiller sig især fra tidligere udgivelser om emnet ved at formidle forholdet mellem etik og finans i en dansk kontekst og specifikt til de danske uddannelser.
»En særdeles brugbar og overskuelig bog, som denne anmelder vil anbefale enhver i finanssektoren at læse. Også studerende, som beskæftiger sig med finans og økonomi, kan have stor glæde af denne overskuelige bog på bare 143 sider. 'Etik & finans' er en fornøjelse at læse.«
Ulla Bechsgaard i Jyllands-Posten Finans
5 stjerner - ★★★★★
»’Etik og finans’ er en letlæst gennemgang af nogle problemstillinger, som samvittighedsfulde bankfolk kan havne i. Birkler udmærker sig ved, at han ikke bare forholder sig fordømmende, men nysgerrigt, selv overfor kviklån med ÅOP på flere hundrede procent.«
Christopher Arzrouni, Berlingske
»I det finansielle system medtager [Jacob Birkler] det svære valg i forbindelse med finansspekulation, insiderhandel, hurtige handler og ansættelsesforhold, hvor visse løn- og fratrædelsesforhold er eksorbitant fordelagtige. I den forbindelse stilles spørgsmålet. Hvad er etik? og hvor og hvordan har det forbindelse til den finansielle verden, når etik defineres som et gode. [...] Det spørgsmål, vi skal stille os selv foran spejlet, er derfor:" bør vi?" og ikke "kan vi." Hvis vi gør det, vil vi stå med en bedre samlet sektor- en dag.«
Hans Stengård Jessen, cand.merc. og forfatter
»[...] en positiv oplevelse med et blik ind i en kompleks verden, som jo i min levetid har forandret sig vildt og hurtigt.«
Gitte Johansson, museumsvært
»Det er spændende at læse en bog om finans, der breder et sådant tæppe ud under os og fortæller, hvorledes alting hviler på et historisk og ældgammelt fundament […] Altsammen og meget mere er spændende emner i en letlæst og meget relevant bog, der fodrer os dels med viden og paratviden men også med synspunkter på og motivation til holdninger, der fremmer forståelse og betydning af etik, når man har med penge at gøre.«
Bogsyn, 18. september 2020
Antal sider: 143
ISBN: 9788772162713
Udgave, år: 1, 2020
Oplag, år: 1, 2020
Udgivelse: 25-08-2020
Indbinding: Paperback
Best.nr.: 8162