En meget kort introduktion til Foucault
Foucault er uomgængeligt pensum på de fleste videregående uddannelser. Men den store franske filosofs tekster er ikke altid helt nemme at hitte rede i eller forstå. Bogen her giver en letlæst introduktion til manden selv og hans værker.
Michel Foucault (1926-1984) er en af det 20. århundredes største filosoffer – og kultfigurer. Sit liv brugte han blandt meget andet på at tage stoffer, deltage i det parisiske SM-miljø og blande sig i politik og samfundsforhold, samtidig med at han forsøgte at forstå de dybere lag i begreber som identitet, viden og magt.
En meget kort introduktion til Foucault fortæller om filosoffens liv og værker og om deres betydning for filosofien, idehistorien og andre samfundsvidenskabelige og humanistiske videnskaber.
Bogen har kapitler om Foucault selv, hans syn på litteratur og det at skrive, politik, arkæologi, genealogi, galskab, kriminalitet og straf, seksualitet før og nu samt slutteligt eftertidens syn på Foucault og udgivelsen af hans forelæsninger efter hans død.
Den henvender sig til studerende, elever og alle andre med interesse for Foucault og hans forskning.
Oversat af Astrid C. Johansen
»[…] spændende læsning om Foucaults liv samt anstrengelser for at undgå en fastlåst identitet. […] Bogen vil være en god indføring for studerende til viden om Foucaults tækning og forskning.«
Bibliotekernes lektørudtalelse
»Bogen kan bedst beskrives som en bouillonterning af de meget forskellige grene af kultur, historie, filosofi og samfundsvidenskab, der var genstand for det, som Michel Foucault skrev og forelæste om. Derfor skal man heller ikke forvente en længere indflyvning til Foucaults liv og tænkning, idet bogen starter lige på og hårdt – og koncentreret – med at fortælle om Foucaults liv, også på en måde, som han måske selv ville have fortalt om det: altså som en række ret forskellige aspekter eller spejlinger af, hvordan man ville kunne fortælle om lige netop hans eget liv.
Foucaults version af bl.a. diskursteorien er fascinerende, besnærende og noget nær berusende, idet den giver et anderledes vue på f.eks. seksualitetens, galskabens eller straffesystemets historie, og, for den tålmodige, giver den mulighed for indsigter og viden. For den tålmodige, ja, for i denne, såvel som i andre bøger, både af Foucault selv og i diverse introduktionsværker, er det svært stof, som man må gøre en indsats for i læsningen, hvis man ønsker at kunne følge med.
Men i denne bog, såvel som i de originale værker, hvor jeg selv har læst nogle enkelte, giver tankerne, både i indhold og form, stof til eftertanke og lyst til, som med en bouillonterning, at hælde vand over og forvandle det til noget, der er lærerigt og, som Foucault selv, meget originalt. Klart anbefalelsesværdig for den interesserede.«
Ditte-Marie Post, psykomotorisk terapeut
»Introduktionen til den franske filosof og idehistoriker Michel Foucault er et velkomment bud på et overblik over den kapacitet og den kultfigur, som Foucault udgør som teoretiker og begrebskonstruktør i humaniora og samfundsfag. [...] Som introduktion giver Gutting først et blik på personen Foucault for dernæst at læse ham sammen med de temaer og områder, der er blevet Foucaults kendemærker, såsom galskab og seksualitet, men især koblingen til den mere klassiske filosofi forklares og ikke mindst nuanceres gennem bogens 11 kapitler. [...] Den er skrevet i et klart sprog med vægt på at ville formidle den gode historie med mange filosofiske pointer. Og dertil skal oversætteren have ros. Der er styr på ordene og tingene.«
Alf Gørup Theilgaard, lektor i dansk og billedkunst
Antal sider: 138
ISBN: 9788772164502
Udgave, år: 1, 2022
Oplag, år: 1, 2022
Udgivelse: 12-01-2022
Indbinding: Paperback m. flapper
Best.nr.: 7970